Byfornyelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.

Ved byfornyelse forstås målbevidste tiltag til en styring af arealanvendelsen i allerede bebyggede områder ved at fastlægge rammerne for forandringer (forbedringer) i anvendelsen, herunder behovene for fjernelse af bebyggelse og ombygning af bebyggelse. Byfornyelse er rettelig en form for byplanlægning men har gennem tiderne været reguleret af egne love.

De tidligste tiltag inden for byfornyelsens område fandt sted allerede i begyndelsen af det 20. århundrede, men det var først i 1930-erne, at der blev skabt formelle rammer for byfornyelse i Danmark. Byfornyelsen gik overvejende langsomt helt frem til omkring 1970, hvorefter der skete et voldsomt opsving. Byfornyelse er en vedvarende foreteelse, idet der til alle tider vil være bebyggede områder, som ikke længere lever op til samtidens krav og hvor byfornyelse i en eller anden udstrækning derfor er påkrævet.

Byfornyelseslovgivning[redigér | rediger kildetekst]

Danmarks første egentlige byfornyelseslov blev vedtaget i 1939 under navn af saneringslov, en ny saneringslov blev vedtaget 1959, og atter fornyet i 1969. I 1983 vedtoges en lov om byfornyelse.

Byfornyelsesformer[redigér | rediger kildetekst]

Byfornyelse kan efter indhold inddeles i:

  • gårdrydninger,
  • boligforbedringer,
  • byfornyelse,
  • forsanering,
  • totalsanering
  • gadegennembrud.

Gårdrydning[redigér | rediger kildetekst]

Gårdrydning udgør den enkleste form for byfornyelse. Formålet med gårdrydninger er dels at fjerne uhensigtsmæssigt byggeri, dels at sikre forbedringer af boligkvarterets friarealer.

Gårdrydninger kaldtes i ældre til for bygningsudtyndinger og fandt under denne betegnelse omtale blandt andet i "København, skitse til en generalplan" (kaldet Generalplanskitsen), hvori man blandt andet argumenterede for fordelene ved denne fremgangsmåde: Udtyndingsmetoden har bl.a. den fordel, at den udstrækker virkningen af en vis pengeindsats til større områder end en totalsanering. Meget ofte vil man ved at fjerne f.eks. 1/5 af bygningsmassen i en karré kunne opnå afgørende forbedringer både med hensyn til lysforhold og friarealer. Det vil sige, at man med udtyndingsmetoden kanne gennemføre visse påtrængende forbedringer i et flere gange så stort område som ved totalsanering. Endvidere foregriber den sædvanlige form for udtynding ikke den endelige fornyelse af kvartererne, idet den alene er en nedrivningsproces[1].

Gårdrydninger havde yderligere den fordel, at den ryddede bebyggelse som regel var ensidige bag- eller sidehuse i brug til boligformål eller for miljøbelastende industrivirksomhed, desuden skure og plankeværker[2].

Med tiden har gårdrydningernes muligheder for at skabe mere tiltrækkende yderområder for kvarterets beboere vundet stadig større forståelse, og arbejdet med miljøforbedringer i de derved skabte fællesarealer har gennemgået en udvikling, som på generalplanskitsens tid man kun havde vage anelser om[3].

Boligrenovering[redigér | rediger kildetekst]

Ved boligrenoveringer forstås forbedringer af den tilstedeværende bygningsmasse. Sådanne kan ske dels ved ombygning af de gamle ejendomme (såvel vedligeholdelses- som opretningsarbejder), dels i form at tilbygninger for derved at tilføje nødvendige installationer, som ellers ville blive urimeligt bekostelige at indføre i bestående bebyggelse.

Boligforbedringer kan tage form af:

  • indretning af toilet og bad i hver lejlighed,
  • indlæg af centralvarme,
  • hulmursisolering og isolering af tagrum,
  • udskiftning af vinduer,
  • opretning af fællesrum så som trappeopgange,
  • foranstaltninger til brandsikring[4].

Forsanering[redigér | rediger kildetekst]

Ved forsanering forstås nedrivning af dele af en karre[5]. En forsanering kan tage form af fjernelse af et enkelt forhus eller af forhusene på karréens ene side, hvorved der bliver lysere og blandt andet facadebevoksninger kan bringes til at trives. En sådan fremgangsmåde er hensigtsmæssig i smalle, baghusløse karréer og for karréer langs meget smalle gader. Værdien af denne fremgangsmåde afhænger til dels af lysforholdene, idet nord-sydgående karréer er bedre egnet end øst-vestgående karréer[6].

Totalsanering[redigér | rediger kildetekst]

Ved totalsanering forstås, at den samlede bebyggelse rives ned og erstattes af nybyggeri. Totalsaneringer kan kun komme på tale, hvis den tilstedeværende bygningsmasse anses for uanvendelig og umulig (eller urimeligt dyr) at genoprette. Sådanne saneringer gennemførtes især i ældre tid, hvor nedrivning og nybyggeri ansås for både økonomisk og praktisk mere egnet end en delvis byfornyelse (nedrivninger kombineret med istandstættelse eller genoprettelse af dele af bygningsmassen)[7].

Gadegennembrud[redigér | rediger kildetekst]

Gadegennembrud udgør en særlig form for sanering, hvor et delformål ved nedrivningerne er at skaffe plads til en udvidelse eller forlængelse af en gade. Baggrunden for gadegennembruddene var den opfattelse, at man derved dels fjerner en ubrugelig bebyggelse, dels giver forbedrede færdselsmuligheder til områder, hvor disse forinden ansås for utilstrækkelige.

De mest kendte gadegennembrud er[8]:

Helhedsplanen for Indre Nørrebro[redigér | rediger kildetekst]

Indtil begyndelsen af 1970-erne blev saneringsvirksomheden lavet karré for karré. På daværende tidspunkt udarbejdedes for Indre Nørrebro i København en samlet oversigtsplan kaldet Helhedsplan 1979 for Indre Nørrebro, der i de følgende år tjente som ramme for byfornyelsen og som stort set blev fulgt[9] og som har æren for det vellykkede udfald – trods megen modstand under forløbet fra yderliggående gruppers side, blandt andet balladen om "Byggeren". Helhedsplanen var forbillede for byfornyelsesloven ved at anvise sammensatte løsninger dels med nedrivninger, dels med nybyggeri, dels med boligforbedringer, desuden med fælles friarealer men tillige nye institutioner og lignende til gavn for bydelens indbyggere[10].

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Bent Foerlev, Jørgen Erik Fokdal: "Gennemførelse af by- og boligforbedringer", SBI-rapport 136, Statens Byggeforskningsinstitut 1982, ISBN 87-563-0428-5.
  • Arne Gaardmand: Dansk Byplanlægning 1938-1992, Arkitektens Forlag 1993, ISBN 87-7407-132-7.
  • Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.
  • Københavns Borgerrepræsentation: København. Forslag til kommuneplan 1985, Københavns Magistrat, Overborgmesterens afdeling 1985, ISBN 87-88034-04-6.
  • København, skitse til en generalplan, Stadsingeniørens Direktorat 1954.
  • Jonas Møller: Byfornyelse i 70’erne. Saneringslovgivningen og nogle forskningserfaringer, SBI-byplanlægning 37, Statens Byggeforskningsinstitut 1980, ISBN 87-563-0352-1.
  • Helge Nielsen, En by i forandring – byfornyelse gennem 50 år, Byfornyelsesselskaberne København og Danmark, 1987. ISBN 87-87526-94-8.

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Generalplanskitsen, s. 81
  2. ^ Generalplanskitsen, s. 79
  3. ^ Gaardmand, s. 245
  4. ^ SBI-rapport 136, s. 23-33
  5. ^ SBI-byplanlægning 37, s. 60
  6. ^ Generalplanskitsen, s. 82f
  7. ^ Generalplanskitse, s. 85
  8. ^ Gaardmand, s. 60-63, 167-169, 235
  9. ^ SBI-rapport s. 129-133; København Kommuneplan 1985, s. 48; Gaardmand, s. 237-240
  10. ^ SBI-byplanlægning 37, s. 60f