Bruger:Alexandramander/sandkasse

For alternative betydninger, se Alexandramander/sandkasse (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Alexandramander/sandkasse)

Sokrates Vestlig filosofi Græsk antik
Personlig information
Født	469 f.Kr.
Død	399 f.Kr.
Dødsårsag	Skarntydesaft
Uddannelse og virke
Fagområde	Etik, epistemologi
Skole/tradition	Klassisk græsk filosofi
Har påvirket	Platon, Aristoteles og resten af den vestlige filosofi
Betydningsfulde idéer	Sokratiske metode, sokratisk ironi

Sokrates (gr: Σωκράτης, 469 f.Kr.–399 f.Kr.) var en græsk filosof fra Athen, som anses for at være grundlæggeren af den vestlige filosofi og blandt de første moralske filosoffer inden for den etiske tænkningstradition. Hans indflydelse, formidlet gennem hans elev Platon, er blevet så skelsættende, at han er en af de mest kendte og respekterede tænkere. Betegnelsen på de tidligere klassiske filosoffer er førsokratikerne.

Sokrates skrev ingen tekster og er hovedsageligt kendt gennem de posthume beretninger fra klassiske forfattere, især hans elever Platon og Xenophon. Disse beretninger er skrevet som dialoger, hvor Sokrates og hans samtalepartnere undersøger et emne i stil med spørgsmål og svar; de gav anledning til den litterære genre kendt som den sokratiske dialog. Modstridende beretninger om Sokrates gør en rekonstruktion af hans filosofi næsten umulig, en situation kendt som det sokratiske problem. Sokrates var en polariserende figur i det athenske samfund. I 399 f.Kr. blev han anklaget for gudsbespottelse og for at fordærve de unge. Efter en retssag, der varede en dag, blev han dømt til døden. Han tilbragte sin sidste dag i fængsel og afslog tilbud om hjælp til at undslippe.

Platons dialoger er blandt de mest omfattende beretninger om Sokrates, der er overleveret fra oldtiden. De demonstrerer den sokratiske tilgang til områder af filosofi, herunder erkendelsesteori og etik. Den platoniske Sokrates giver sit navn til begrebet den sokratiske metode og også til sokratisk ironi. Den sokratiske spørgeteknik, eller elenchus, tager form i dialogen ved hjælp af korte spørgsmål og svar, som det er tilfældet i de platoniske tekster, hvor Sokrates og hans samtalepartnere undersøger forskellige aspekter af et emne eller en abstrakt betydning, normalt relateret til en af dyderne, og finder sig selv i en blindgyde, fuldstændig ude af stand til at definere det, de troede, de forstod. Sokrates er kendt for at erklære sin totale uvidenhed; han plejede at sige, at det eneste, han var klar over, var sin egen uvidenhed, idet han søgte at antyde, at erkendelsen af vores uvidenhed er det første skridt i filosofisk tænkning.

Sokrates udøvede en stærk indflydelse på filosoffer i senantikken og gør det fortsat i den moderne æra. Han blev studeret af middelalderlige og islamiske lærde og spillede en vigtig rolle i tanken om den italienske renæssance, især inden for humanismen. Interessen for ham fortsatte uformindsket, som afspejlet i værkerne af Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche. Skildringer af Sokrates i kunst, litteratur og populærkultur har gjort ham til en bredt kendt figur i den vestlige filosofiske tradition.

Kilderne til viden om Sokrates

Sokrates udviklede ingen systematisk filosofi, og så vidt vi kender til, skrev han ikke selv. Når hans indflydelse alligevel blev så stor, er det fordi hans elev Platon har skrevet om ham, samt to andre af hans samtidige, officeren Xenofon og komediedigteren Aristofanes. Alle tre kendte ham godt, men beskriver ham yderst forskelligt.

Dionysos-teatret i Athen.

Komedien Skyerne er den eneste kilde, der med sikkerhed kan dateres til Sokrates' levetid. Aristofanes var i 20-årsalderen, da han skrev en farce om den 40-årige Sokrates. I Skyerne er Sokrates skolebestyrer i Grubleriet (eller Spekulatoriet), og i åbningsscenen svæver han rundt i en kurv oppe i luften, optaget af astronomiske studier. I Grubleriet diskuteres finurlige problemer, som fx om myg summer med munden eller enden. Sokrates brillerer med sit snakketøj og tager sig rundeligt betalt for at lære eleverne, hvordan man nemmest bliver af med sine kreditorer. Her har man altså sofisme og naturfilosofi under det samme tag, og Aristofanes lader til sidst hele dette forargelsens hus gå op i flammer med samt sine beboere. De fleste kilder beskriver Sokrates som uskøn, tyk og skaldet med udstående øjne. Det forlød, at når han skulle pynte sig, tog han sandaler på. En senere kilde påstår, at han var til stede i Dionysos-teatret i Athen under opførelsen af Skyerne, og at han da rejste sig, så publikum bedre kunne bedømme ligheden med originalen. Noget tyder på, at Aristofanes her støtter sig til den almene opfattelse af Sokrates; for han var næppe blevet dømt til døden, hvis folkemeningen ikke havde stillet sig kritisk overfor ham.

Xenofon var hans store beundrer, men i hans Erindringer om Sokrates skrevet omkring 40 år efter filosoffens død, fremstår en bedsteborgerlig og tam Sokrates; nærmest en velvillig onkel, der deler råd og vink ud om, hvordan man bedst vælger en vennekreds. Et helt kapitel drejer sig om at vise mådehold med diæten. Det er svært at tænke sig, at den middelmådighed, Xenofon gør ham til, skulle kunne fascinere en mand som Platon så meget, at han valgte at lægge næsten al sin filosofi i munden på Sokrates. Kierkegaard skrev, at hvis Sokrates havde været som i Xenofons fremstilling, "fristes man til at føle en stille sympati for hans landsmænd, der slog ham ihjel, for han må have kedet dem til døde."

For Platon var Sokrates det gode menneske og den store lærer. Platon benytter med tiden også Sokrates som talerør for sin egen filosofi i sine dialoger, hvad der komplicerer fortolkningen af teksterne. De fleste forskere mener i dag, at det er i Platons tidlige dialoger, man kommer Sokrates som historisk skikkelse nærmest, da mange af dem fandt sted i offentlighed, med flere af Sokrates' venner til stede. Platon kunne derfor ikke tillade sig nogen videre digteriske friheder i det, han skrev.

I antikken regnedes Aischines fra Sfettos, Antisthenes, Xenofon og Platon som de fire største sokratikere. Aischines havde ry for at være den, der kom tættest på Sokrates, som skal have udtalt, at kun "pølsemagerens søn" (dvs. Aischines) vidste at værdsætte ham; men kun nogle fragmenter at hans værker er bevaret.

Liv

Fra Aristofanes' komedie Skyerne: Sokrates i kurven. (Joannes Sambucus: Emblemata et aliquot nummis antiqui operis, 1564.

Sokrates var den første græske filosof, der var født i Athen; og bortset fra sin deltagelse i flere felttog, forlod han ikke byen. "Træerne og landskabet kan ikke lære mig noget," skal han have sagt. Hans forældre var billedhuggeren Sofroniskos og jordemoderen Fainarete. Han deltog som hoplit i peloponneserkrigen før Nikiasfreden i 421 f.Kr. hvilket betyder, at han må have været relativt velhavende på det tidspunkt. Platon roser ham flere gange for hans rolige mod i kamp, bl.a. i dialogen Symposion. Sokrates kom flere gange i konflikt med Athens myndigheder; første gang netop som hoplit. Efter en søulykke, da mange af flådemandskabet havde sat livet til, ville folkeforsamlingen afsige en summarisk dødsdom over nogle admiraler. Sokrates var den eneste, der bevarede fatningen og protesterede mod den ulovlige fremgangsmåde. Selv sagde han: "Det havde nær kostet mig livet." Nogle år senere havde "de 30 tyranner" med støtte fra Sparta magten i Athen, og prøvede at kompromittere flest muligt af befolkningen. En dag pålagde de Sokrates at deltage ved arrestationen af en af deres politiske modstandere. Sokrates adlød ikke. Var "de 30" ikke blevet styrtet kort tid efter, ville hans faste holdning utvivlsomt have kostet ham livet.

Han giftede sig med Xanthippe, som han fik tre sønner med (Lamprokles, Sofroniskos og Menexenos). Han må have giftet sig sent i sit liv, da hans ældste søn Lamprokles ved hans henrettelse i 399 f.Kr. beskrives som en stor dreng. Ifølge Platon tilbragte Sokrates dagene med at gå rundt og diskutere filosofi med sine medborgere. Hans indkomst begrænsede sig til mad og gaver fra venner, og de mønter han fandt på gaden. Hans iltre kone Xantippe var noget utilfreds med det.

I 406 f.Kr. blev han ved lodtrækning medlem af De 500s Råd. Samme år modsatte han sig en anklage fra folkeforsamlingen imod strategerne, på trods af stor modstand fra folkeforsamlingen.

Rettergangen

Moderne statue af Sokrates foran akademiet i Athen.

I 399 f.Kr. blev der slået en anklage mod Sokrates op på Athens torv: "Denne anklage er skrevet og overrakt under ed af Meletos, søn af Meletos, fra bydelen Pitthos, mod Sokrates, søn af Sofroniskos, fra bydelen Alopeke. Sokrates gør uret derved at han ikke tror på statens guder, men isteden indfører nye guddommelige væsner. Han gør også uret ved at forføre unge til onde handlinger. For disse forbrydelser kræver vi, at han dømmes til døden."

Der fandtes ingen offentlig tiltalemyndighed i byen. Den enkelte borger måtte rejse sag på eget initiativ på fællesskabets vegne. Meletos var en ung digter, man ellers ikke hører om. To indflydelsesrige mænd havde også undertegnet: Politikeren Lykon og garveren Anytros. De må have følt sig ret sikre på sagens udfald, da der fandtes en bestemmelse om, at hvis en anklager fik færre end 100 stemmer, måtte han ud med en større bøde for at have anstiftet unødigt kiv.

Domstolen var en folkejury. 6.000 mænd over 30 år blev sat til at være dommere i et år. De blev valgt ved lodtrækning, og fik som løn dagpenge, så også fattige borgere kunne deltage. Når nogen var trukket ud, måtte han aflægge ed på at dømme efter loven; og hvor der ikke fandtes en nedskrevet lov, dømme efter sin "retfærdigste overbevisning". Alle dommere var lægfolk, for der fandtes ingen jurister; ikke engang et ord tilsvarende vort begreb "jus". Arkonten, der ledede domstolen, var ligeledes en almindelig borger, valgt ved lodtrækning. Hverken han eller nogen anden gav dommerne nogen form for retsbelæring. De lyttede til anklagernes og tiltaltes taler, og gik derefter og smed stemmesymbolet i urnen - én urne for skyldig, én for uskyldig. Der var ingen formel drøftelse forinden. Til hver retssag blev et varierende antal dommere udtrukket fra de 6.000 - altid et ulige tal, så afstemningen ikke kunne ende uafgjort. I retssagen mod Sokrates blev 501 udtaget - så mange, at der ikke var tid til at bestikke eller påvirke dem, inden sagen kom op. Domstolen trådte sammen tidligt om morgenen. Først argumenterede anklageren for sin sag, og den anklagede forsvarede sig. Så kom afstemningen. Blev den tiltalte fundet skyldig, skulle straffen fastsættes. Først foreslog anklageren en passende straf; derefter kunne den anklagede acceptere eller komme med et andet forslag. Domstolen diskuterede i givet fald, hvilken straf der forekom rimeligst.

Når det i anklagen forlød, at "Sokrates gør uret" - og ikke "Sokrates bryder loven" - havde han næppe brudt nogen lov. Alligevel kunne man stilles for retten. Athenerne kendte ikke begrebet "ingen forbrydelse uden lov". Når dommerne havde hørt partsindlæggene, skulle de i sager, hvor der ikke fandtes nogen gældende lov, dømme, som de fandt retfærdigst. De 501 var ikke pålagt at vise til sædvane eller præcedens; heller ikke at dømme ud fra rimelighed eller lovens ånd, eller ved at vise til eksisterende lov indenfor et beslægtet område. Dommen i folkedomstolen var endelig og kunne ikke ankes; for dommen blev anset som et udtryk for folkemeningen, og i Athen stillede man ikke spørgsmål ved flertallets ret til at have ret. Athenere havde politisk frihed til at ytre sig, men de havde ingen personlig retsbeskyttelse. Sokrates blev stillet for retten for noget, han havde sagt; ikke for nogen bestemt handling. Athenerne var ellers stolte af sin ytringsfrihed. De talte frit i folkeforsamlingen og citerede satiriske teaterstykker. Men især i sager, der vedrørte bystatens religion, skulle man tage sig i vare for at tirre flertallet. Da Sokrates var anklaget for ikke at tro på statens guder, blev dette en sag af typen asebeia, dvs. gudløshed eller ringeagt for guderne. Asebeia-sager kunne handle om tyveri fra et tempel, om at have fældet hellige træer, om ulovlig opdyrkning af indviet jord, om blasfemi eller forkert udøvelse af kulten. Bystatens eksistens afhang af gudernes velvilje, og den, der udfordrede guderne, satte sine medborgeres eksistens på spil.

I Athen havde den lange krig mod Sparta endt med en fuldstændig katastrofe kun fem år før retssagen mod Sokrates. Som en straf fra Apollon blev de også ramt af pest. Sokrates havde aldrig haft nogen befatning med Spartas repræsentanter i Athen, militærjuntaen "de 30 tyranner", der kun sad ved magten i 8 måneder. Han havde derfor ikke været med til at vanære Athens guder. Men i årtier havde han kritiseret demokratiet, og flere af hans elever havde stået i ledtog med tyrannerne. Nøjagtigt hvordan anklagen mod ham lød i retten, er uvist, da de taler ikke er bevaret. Sokrates' forsvarstale blev derimod offentliggjort kun 4 år efter retssagen, da mange athenere stadig havde den friskt i minde; så større friheder kan Platon ikke have taget sig med ordlyden. Mere sandsynligt har han haft andre til støtte for sin hukommelse.

Meletos aflagde ed, inden han læste anklagen op og begrundede den. Vanduret, der eller begrænsede taletiden til seks minutter, var sat til side i sager som denne. Sokrates gjorde intet forsøg på at forsvare sig, men ironiserede i stedet over modparten. Noget forbedringspotential røbede han heller ikke ved at sige: "Jeg vil adlyde guden mere end jer!" Han mindede tilhørerne om, at han som hoplit havde kæmpet både ved Potidaia, Amfipolis og Delion; nu mente han, at guden både ved orakelord og drømmesyn havde pålagt ham at vie sit liv til tænkning og granskning af sig selv og andre. Flere gang blev han afbrudt af tilråb, men talte videre og satte hele aktoratet på tiltalebænken ved at omtale sig selv som "en guds gave" til athenerne, idet han havde forsømt hus og hjem, og aldrig taget betalt, men var gået omkring som en far eller ældre bror for at få sine medborgere på bedre tanker. Han blev dømt skyldig med 280 stemmer mod 221. Anklagerne forlangte dødsstraf, men Sokrates havde ret til at komme med et modforslag. Havde han foreslået landsforvisning, kunne de have nøjet sig med det. I stedet foreslog han byens højeste æresbevisning, dvs. bespisning på rådhuset, siddende til bords med vinderne af de olympiske lege og særlig fortjenstfulde embedsmænd. Den hybris blev dog athenerne for meget; så hjalp det ikke, at hans venner Platon, Kriton og nogle andre bagefter klarede at overtale ham til at foreslå en mindre bøde på 30 sølvpenge (gængs pris for en slave). Nu blev han dødsdømt med stort flertal. Hans sidste ord til de 501 og øvrige tilhørere var: "Men nu er det på tide at gå herfra; jeg til døden, I til livet. Hvem af os, der går til det bedste, det ved ingen uden guden."

I øvrigt var processer mod filosoffer ikke noget nyt i Athen; både Anaxagoras og Protagoras blev forvist efter at have virket i byen. De fleste nærede dyb mistillid både til naturfilosoffer og sofister.

Dødsdommen

Sokrates' død af Jean-François Pierre Peyron, 1787.

Sokrates sad en hel måned i dødscelle ved foden af Akropolis. fra fængselsgården, i dag overgroet med tidsler og buske, ser man lige op til Parthenon. Årsagen var, at lige dagen inden retssagen havde athenerne sendt et skib af sted med de offergaver, de årligt sendte til Apollon på Delos. Så byen måtte ikke besudles med en henrettelse, inden skibet var tilbage. Det år tog færden ualmindelig lang tid. Hver dag i sin sidste tid fik Sokrates besøg i cellen af venner; han digtede også lidt, blandt andet omskrev han nogle af Æsops fabler til rim. I Platons dialog Faidros hævder Sokrates selv, at cikaderne var mennesker; men da muserne forheksede dem med inspiration, glemte de helt, at de også skulle spise og sove. De blev til cikader, der synger uden ende og uden mad og hvile.

I dialogen Kriton kom vennen Kriton en morgen til fængslet med dårlige nyheder. Skibet fra Delos havde pga. dårlige vindforhold landsat folk på et næs ikke langt fra Athen, så skibet kom til anløbe byen samme dag, og dermed måtte Sokrates dø "i morgen". Hele natten havde Kriton ligget vågen og spekuleret, og med en desperat flugtplan i hovedet snublede han gennem nattemørke gyder til Sokrates' fængsel, hvor vogteren slap ham ind. Kriton var velstående og havde tilbudt sig at kautionere for at Sokrates ikke stak af i ventetiden, mens skibet var undervejs til Delos. Kriton kunne også betale en bestikkelse til vogteren for at lade Sokrates gå. Imidlertid troede Sokrates ikke, skibet før tre dage senere; for samme morgen havde han i en drøm hørt en kvinde klædt i hvidt sige: "Den tredje dag skal du nå det frugtbare Ftia." Det er en henvisning til Iliaden, hvor Achilleus sagde dette om sig selv. Ftia i Thessalien var hans hjemsted, så "at rejse til Ftia" betød "at rejse hjem"; Sokrates tænkte på det hinsidige. Flygte ville han ikke; hans venner ville risikere at tabe borgerrettigheder og ejendom og sendes i forvisning. I dialogen Forsvarstalen retfærdiggøres Sokrates' liv; i Kriton retfærdiggøres hans død.

Sokrates' død af Jacques-Louis David, 1787.

I dialogen Phaidon beskrives Sokrates' sidste timer. Platon kom ikke; efter egne oplysninger var han syg. Øjenvidnet, den 18-årige Faidon fra Elis, havde været spartanernes fange og solgt som slave til Athen, hvor Sokrates havde fået en af sine venner til at løskøbe ham. Faidon var derfor blandt Sokrates' mest hengivne venner. I alt var de omkring tyve, der samledes udenfor ved daggry. Fangevogteren bad dem om at vente, til han meldte fra. "De 11", dvs. fængselsbestyrelsen, der havde ansvar for at fuldbyrde dødsdommen, var ved at løse Sokrates fra hans lænker og forklare ham, hvordan han kom til at dø. Kort tid efter kunne vennerne gå ind, hvor de fandt Sokrates siddende på bænken, og Xantippe ved hans side med den yngste søn på armen. Hun skreg op i sin fortvivlelse. Sokrates beroligede hende ikke, men bad Kriton om at finde nogen til at følge hende hjem. Ingenting forstyrrede Sokrates' ro. Man samtalte om, at svaner angiveligt synger, inden de skal dø; for i græsk mytologi var kyknos, svanen, Apollons hellige fugl. Sokrates mente, svaner har en profetisk indsigt i, at der venter dem noget godt efter døden, og "jeg forlader livet ikke mere trist til sinds, end de er". Han besluttede at tage et bad, inden han drak giften, så "kvinderne slap for at vaske ham" efter hans død. Han gav sig god tid, så det nærmede sig solnedgang, da han kom nybadet tilbage. Vogteren kom til og roste Sokrates for hans sindsro, brast i gråd og gik igen. Sokrates selv ønskede ingen videre udsættelse, så Kritons tjener hentede manden, der skulle skænke giften op; han bar den færdigblandet i et bæger. Længst mod sydvest på Athens gamle torv, er der fundet rester af et hus fra omkring 450 f.Kr., sandsynligvis det gamle byfængsel. Under udgravninger fandt man 13 små terrakottaflasker af den type, man i antikken anvendte til gift. I ruinerne fandt man også et lille marmorportræt af Sokrates.

Sokrates bevarede sin sindsro til sidste øjeblik; han var jo også over 70 år og påpegede selv, hvor latterligt det ville være for en så gammel mand at klynge sig til livet, når han alligevel snart skulle dø. Kækt spurgte han betjenten, om guden kunne få et drikoffer af bægret. Betjenten frarådede det, da man kun blandede lige nok gift til, at det medførte døden. Til henrettelser benyttede man en drik af skarntyde og opium udrørt i vin. Sokrates udbragte da en skål til guderne med bøn om at flytningen til Hades ville blive ham til gavn og lykke. Så tømte han bægret, "let på hånden og let til sinds". Vennerne brast i gråd, og blev formanet af Sokrates. Skamfulde tav de, mens Sokrates efter betjentens råd spadserede rundt i cellen, til han mærkede, at hans fødder føltes tunge. Da lagde han sig på ryggen, som han var blevet tilrådet. Betjenten trykkede hans fødder kraftigt, og Sokrates mærkede ikke noget. Kuldefølelsen krøb langsomt opad i kroppen; Sokrates fulgte selv vågent med i det hele. Pludselig trak han dugen over sit ansigt bort, og sagde: "Kriton, vi skylder Asklepios en hane! Ofr den til ham og glem det ikke." Der var måske tale om et konventionelt offer til lægeguden, som Sokrates tidligere har lovet og derefter glemt; eller han kan have tænkt på sin filosofgerning som en art lægekunst. Eller måske var det en tak for, at han fik en nem død. Giften var nemlig uforudsigbar og kunne give smerter. Nietzsche tolkede bemærkningen som Sokrates' opfatning af livet som en sygdom, som døden befriede ham fra - og det skuffede Nietzsche dybt, at Sokrates sådan afslørede sig som pessimist. Kriton lovede at huske hanen; så gav det et sæt i den døende, og han var død. Kriton lukkede hans øjne og mund. Faidon afslutter sin beretning om Sokrates med, at " af alle vi kendte på hans tid, var han den bedste og klogeste og den mest retfærdige".

Teksten kan opfattes bogstaveligt, som en beskrivelse af giftens virkning. En anden tolkning er, at beskrivelsen afspejler en filosofisk idé: sjælens frigørelse fra kroppen, som gradvis følelsesløshed før han døde med et lille sæt, idet hans sjæl forlod legemet.

Filosofi

Sokrates var en skeptiker, men ingen kyniker. Antikkens kyniske skole var dog inspireret af Sokrates. På hans tid var de lærde gået trætte af de svar, gamle myter gav på eksistentielle spørgsmål. Sofisterne åbnede skoler, hvor de underviste overklassens unge mænd i retorik og kunsten at diskutere. Til forskel fra sofisterne stillede Sokrates sin uvidenhed til skue, og han tog sig ikke betalt for sine samtaler, men gik hellere barfodet og diskuterede udelukkende af glæde over samtalen. Når han stillede spørgsmål som "Hvad er sandhed?" eller "Hvad er retfærdighed?" gav han selv ingen svar. Han mente, svarene kunne opnås gennem fornuftig debat og oplysning. Det skabte indtryk af, at begreber som "godhed" og "retfærdighed" eksisterer uafhængigt af tid, sted og omstændigheder, ligesom opfattelsen af, at de kun er opnåelige for dem, der involverer sig i fornuftig diskussion. Moral afhang af uddannelse.

Sokrates er beskyldt for at være sofist, men med urette. Han troede i modsætning til de relativistiske sofister på en universel sandhed og noget universelt godt og skønt, og han nærede modvilje mod ørkesløs retorik og overfladisk veltalenhed. Samtidig kritiserede Sokrates overfladisk fysisk kærlighed, eros og forsvarede den åndelige kærlighed (se platonisk kærlighed). Den unge Alkibiades lovpriser i Symposion Sokrates: For selv om han er grim, besidder han indre skønhed.

Sokrates mener også, at dyd og moral er viden. Kender man sig selv og verden tilstrækkeligt godt, vil man handle rigtigt. Man kan ikke skade det vidende og gode menneske, men mennesker kan skade sig selv ved at begå onde og forkerte gerninger.

Sokrates' bidrag til den pædagogiske filosofi er "den maieutiske metode". På græsk betyder maieutikós jordemodergerning, hvad der også var hans mors erhverv. Læreren er en slags jordemoder for forløsningen af den viden, eleven allerede har skaffet sig.

I dialogen Menon lader Platon Sokrates vise hvordan selv en uvidende slavedreng kan bringes til at indse matematiske sandheder. Men ingen kan dybest set lære andre noget. Vi har alle en viden i os, og den gode lærer kan ved sin undervisning bringe denne frem.

Tanker om visdom

Sokrates talte tit om visdom (på græsk: sophia (σοφία)). Hans begreb om visdom var ret bredt. Med ”visdom” mente han både viden, dygtighed, klogskab og indsigt. En håndværker kan have en ”visdom” i sit arbejde, det vil sige dygtighed og kunnen i sit fag. ”Visdom” kan imidlertid også være filosoffernes indsigt i mere abstrakte forhold.

Ifølge Sokrates var der en af hans elever, der engang spurgte oraklet i Delfi: ”Er der nogen, der er visere end Sokrates?” Oraklet svarede, at ingen var visere. Dette svar undrede Sokrates. Han sagde: ”Det ved jeg dog, at jeg ikke i fjerneste måde er vis.”

For at modbevise oraklets ord begyndte han at lede efter nogle, som var visere end ham. Han gik først til politikerne, derefter til digterne, og til sidst til håndværkerne. Alle disse mennesker havde en stor visdom på hver deres område. Men Sokrates fandt ud af, at hvis de bevægede sig uden for deres eget område, så havde de ingen visdom. Både politikerne, digterne og håndværkerne gjorde den samme fejl: De var dygtige til deres fag, og derfor troede de, at de var dygtige på andre områder, for eksempel filosofiske problemer.

Sokrates indså, at han frem for disse mennesker havde et bestemt forspring i visdom: Han bildte sig ikke ind, at han havde en visdom, som han ikke havde. Han konkluderede derfor, at oraklet havde haft ret. Han var visere end disse mennesker.

Her må vi forstå, at der ifølge Sokrates findes forskellige slags visdom. Der er den lavere menneskelige visdom om praktiske forhold. Det er den visdom, som håndværkerne har. Om dem sagde Sokrates, at de på nogle områder var visere end ham.

Så er der den højere menneskelige visdom. Det er den, som filosofferne har. Det er for eksempel den visdom, som Sokrates har, når han ved hjælp af kritiske spørgsmål undersøger, om nogen har den visdom, som de tror de har.

Endelig er der den guddommelige visdom. Det er den, som Gud har. Det er visdom om de yderste og højeste ting. Det er den fuldkomne visdom. Det er for eksempel visdom om det gode og visdom om døden. De sande filosoffer længes efter denne visdom og stræber efter at få den. Men de når den ikke i absolut forstand. Sokrates fremhævede, at hans menneskelige visdom, ”når man holder sig strengt til sandheden, intet er værd.”

Ifølge Sokrates er det kun Gud, der har den absolutte visdom. Det er kun Gud, der kender de højeste sandheder. Den opfattelse ser vi i hans - tidligere citerede - sidste ord under rettergangen: "Men nu er det på tide at gå herfra; jeg til døden, I til livet. Hvem af os, der går til det bedste, det ved ingen uden guden."

Det er denne guddommelige visdom, som Sokrates taler om, når han siger, at han ikke er vis. På det menneskelige plan har han selvfølgelig en del visdom, ikke mindst på det filosofiske område. Men den guddommelige visdom ejer han ikke. Som filosof stræber han dog efter at få den.

FORSKELLIGE SLAGS VISDOM

Den lavere menneskelige visdom

Den højere menneskelige visdom

Den guddommelige visdom

Ordspil og talemåder

Wikiquote har citater relateret til: Sokrates.

Sokrates beskrives at have formuleret mange ordspil og talemåder, af hvilke flere er almindeligt kendte og anvendte, stadig i moderne tid:

	Jeg ved kun, at jeg intet ved.
Sokrates, fra Platons Apologi

	Kend dig selv.
Sokrates, fra Platons Alkibiades I

	Lad den som vil ændre verden, først ændre sig selv.
Sokrates, uvis kilde.

Kritik

I den filosofiske tradition betragtes Sokrates ofte som en helt, der døde for filosofiens skyld, og som en oprører imod falske autoriteter.

Andre som fx journalisten I.F. Stone giver et andet billede af Sokrates som en elitær anti-demokrat og en trussel imod det frie samfund. Denne dom udledes bl.a. på baggrund af hans omgang med Alkibiades, der gik over til Athens fjende Sparta, og Kritias, den værste af de 30 tyranner. Begge var Sokrates' elever. Xenofon skriver om de to, at de "af karakter var de mest ærekære af alle athenerne," og at de omgikkes Sokrates, fordi de vidste, at han "i sine samtaler kunne gøre, hvad han ville, med dem, der samtalede med ham" (dvs. at han var dreven i at manipulere andre). Så snart de mente, de havde lært den kunst af Sokrates, forlod de ham. Xenofon mener, de begge opførte sig godt, så længe de var sammen med Sokrates, "fordi de den gang mente, at det var det bedste at opføre sig sådan." (At det lønnede sig.) Da de havde forladt ham, blev de begge yderligere fordærvet: Kritias, fordi han tog til Thessalien, "og var der sammen med mennesker, der dyrkede lovløshed mere end retfærdighed" og Alkibiades, fordi alle så op til ham for hans smukke udseende og magtposition.

Kritikken af den sokratiske metode bygger på en grundlæggende analyse af dialektik – foretaget af Karl Popper i bogen Det åbne samfund og dets fjender. Her udpeges Marx, Hegel og Platon (Sokrates' elev) som fjender af det åbne samfund.

Fjendskabet er ikke oprindeligt personligt, men bliver det i kraft af den dialektiske mekanisme, som sætter lighedstegn mellem tænkeren (filosoffen) og det tænkte. Denne logik medfører, at Sokrates må acceptere dialektikkens dom – og underkaste sig den.^{[kilde mangler]}

Sokrates og renæssancen

I middelalderen kendte Vesten Sokrates kun gennem Aristoteles' og Ciceros skrifter og halvanden Platon-dialog. Men i det Byzantinske Rige var Platons skrifter bevaret, og da man indså, at Byzants snart kom til at erobres af muslimske hærstyrker, forsøgte gejstlige fra Østkirken at forene de to kirker. I 1438 blev der arrangeret et kirkemøde i Firenze, hvortil de østlige udsendinge medbragte talrige antikke skrifter, deriblandt Platons dialoger og Xenofons erindringer om Sokrates, som nu blev anfører for renæssancens humanisme, talsmand for moralsk frihed ubundet af dogmer og tradition, lyttende kun til sin samvittigheds indre stemme. Sokrates mente, at salighed kan opnås i dette liv, ikke afhængigt af nåde, men af en utrættelig stræben efter at fuldkommengøre sit eget væsen. "Sancte Socrates, ora pro nobis!" (= Hellige Sokrates, bed for os!), udbrød Erasmus af Rotterdam.

Litteratur

• Claus Friisberg, Hvem var Sokrates?, Vestjysk Kulturforlag, 2007. ISBN 978-87-87705-16-5 .
• Andreas Simonsen, Sokrates – Hans livsholdninger og forkyndelse, Gyldendal, 1976. ISBN 87-01-44731-9.
• Stone, I. F.: The Trial of Socrates
• Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (Oversat af Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9

Eksterne henvisninger

Wikiquote har citater relateret til: Alexandramander/sandkasse.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Alexandramander/sandkasse

• I. F. Stone Interviewed about the Trial of Socrates Arkiveret 7. april 2004 hos Wayback Machine
• Dansk online artikel om skarntydegift og Sokrates Arkiveret 12. marts 2007 hos Wayback Machine
• Information: Information.dk: Sokrates var skyldig i alle anklager
• Sokrates i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1926)

Alexandramander/sandkasse

Platon (på græsk: Πλάτων), født ca. 428 f.Kr., død 348 f.Kr., var en græsk filosof. Han var elev af Sokrates og var grundlægger af Platons akademi. Platon er den primære kilde til vores viden om Sokrates. Skellet mellem Platons tanker og Sokrates´ tanker er ikke klart.

Platon fremsatte sine synspunkter i form af dialoger mellem Sokrates og borgere fra Athen. Platons synspunkter udviklede sig, men han kommenterede det aldrig. Han lod bare Sokrates fremføre modsatte synspunkter end i en tidligere dialog og tog ikke afstand fra sine tidligere synspunkter. Han udtrykte ofte sine teorier i lignelser og myter, såsom hulelignelsen og myten om Atlantis.

Platon er en af de mest indflydelsesrige filosoffer i vestlig filosofi.

Forholdet til Sokrates

Platon var elev af Sokrates, og han var en af de mange unge mænd, der flokkedes om Sokrates, når denne gik rundt i Athen, hvor han indlod sig i diskussion med hvem som helst. Sokrates var ingen skønhedsåbenbaring og lagde ingen vægt på sit ydre. De fleste kilder beskriver ham som uskøn, tyk, skaldet og med udstående øjne. Alligevel flokkedes de unge, særligt de fornemme, om ham. Han havde en særlig tiltrækningskraft ved den måde, han talte på og fremlagde en sag på.

Mange af Platons skrifter er dialoger, da de typisk former sig som en samtale mellem Sokrates og en af hans tilhørere, med Sokrates som den dominerende samtalepartner. Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at afgøre, hvilke tanker der stammer fra den historiske Sokrates, og hvilke tanker der stammer fra Platon selv. Spørgsmålet er omstridt blandt Platonforskere. De fleste mener, at den historiske Sokrates er mest fremtrædende i de tidlige dialoger, mens Platons egne tanker i højere grad kommer frem i de senere dialoger, idet han her lægger sine tanker i munden på Sokrates.

Under alle omstændigheder er der tale om et udpræget sammenfald mellem Platons tanker og Sokrates´ tanker.

Platons filosofi

Fænomener og ideer

Ifølge Platon findes der to forskellige "verdener" eller sfærer: fænomenverdenen og ideverdenen. Fænomenverdenen er den kendte fysiske verden, som indeholder de kendte fysiske ting: Mennesker, dyr, planter, sten, osv. Disse fysiske ting kalder Platon fænomener, fordi de er det, der viser sig for vores fysiske sanser. Ordet "fænomen" er græsk (fainomenon, φαινόμενον) og betyder "det, der viser sig".

Ideverdenen er en højere, abstrakt, åndelig verden, der ligger bag ved eller ud over fænomenverdenen. Det er en usynlig verden - en verden som ikke viser sig for de fysiske sanser. Ideverdenen indeholder ideerne, som er det egentlige grundlag for fænomenerne.

Platons teori om ideerne er blandt andet en reaktion på den græske filosof Heraklit (540 f.v.t - 480 f.v.t.), som sagde, at man kan ikke bade i den samme flod to gange. For det er ikke det samme vand, der er i floden, når man bader anden gang. Heraklit understregede dermed de forandringer, der findes i de fysiske fænomener. Verden er ikke stabil og entydig. Den udgøres af en bevægelsesproces - en permanent forandring. Denne tanke udtrykkes i sætningen: "Alting flyder" (på græsk: "Panta rei" (πάντα ῥεῖ)).

Heroverfor hævdede Platon, at der findes noget, der ikke forandrer sig, nemlig ideerne. Flodens vand forandrer sig, men floden som form er den samme. Sagt med andre ord: Floden som fænomen forandrer sig, men floden som ide forandrer sig ikke.

Et eksempel på et fænomen er en rose. Der findes imidlertid mange roser. En blomstermark kan indeholde tusind roser. Men alle disse roser har det tilfælles, at de tilhører arten roser. Platon udtrykker det på den måde, at de alle er delagtige i rosens ide, som er den usynlige urform for alle roser.

Ideerne er uforanderlige og evige. Og netop derfor er de virkelige. Fænomenerne er derimod foranderlige og forgængelige. De opstår, og de forgår. Og derfor der de egentlig ikke virkelige. De er ufuldkomne billeder af de evige - virkelige - ideer.

Forholdet mellem fænomen og ide kan illustreres med et andet eksempel: skønhed. Der findes mange ting, der er smukke: legemer, kunstværker, videnskaber, love, mm. Alle disse ting er - i højere eller mindre grad - delagtige i skønhedens ide, som er den sande, uforanderlige skønhed. Denne sande skønhed kan man kun se med sjælens øjne:

"Men hvad nu, hvis mennesket havde øjne til at se den sande skønhed, den guddommelige skønhed, jeg mener ren og klar og ublandet, ikke tilstoppet med urenhederne fra dødeligheden og alle farverne og forfængelighederne i menneskelivet?"

Ordet "ide" kommer af det græske ord "eidos" (εἶδος), der betyder "det der ses" eller "syn". Det syn, som Platon her tænker på, er netop det syn, der viser sig for sjælens øjne. Ideerne kan ses af sjælens øjne, men ikke af legemets øjne, som kun kan se skyggebillederne af ideerne, nemlig fænomenerne. Denne tanke illustrerer Platon med hulelignelsen i skriftet Staten:

De fleste mennesker er som nogle væsener, der sidder i en hule og er lænket på en sådan måde, at de kun kan vende ryggen mod hulens indgang og kun kan rette blikket mod hulens bagvæg. Uden for hulen brænder der et stort lys. Mellem dette lys og hulen går der nogle mænd, der bærer nogle figurer. Disse figurer kaster deres skygger ind gennem hulen mod dens bagvæg. Væsenerne i hulen ser disse skygger. Men da de aldrig har set andet end skygger, tror de, at skyggerne er virkeligheden.

En illustration af Platons hulelignelse.

Opgaven bliver nu at få befriet dette væsen fra dets lænker og få det ført ud af hulen, så de kan se de virkelige skikkelser, og så de kan indse, at de billeder, som de så på hulens bagvæg, kun var skygger. De skal ud i virkelighedens lyse verden og ikke blive siddende i hulens mørke skyggeverden.

Platons filosofi er et klassisk eksempel på idealisme: Den egentlige virkelighed er noget åndeligt. Nærmere bestemt er der tale om objektiv idealisme: Det åndelige (ideerne) er noget, der eksisterer i sig selv - ikke noget, der kun eksisterer i menneskets bevidsthed (subjektiv idealisme).

Samtidig er Platons filosofi også et eksempel på dualisme: Verden er inddelt i to væsensforskellige dele - to substanser. I Platons tilfælde er de to substanser fænomenverdenen og ideverdenen. En særlig rolle i den forbindelse spiller dualismen mellem sjæl og legeme.

Sjæl og legeme

For Platon er sjælen menneskets centrum. Mennesket er sjælen, som er bærer af tanker, følelser og begær. Sjælen indeholder imidlertid modstridende kræfter. Platon sammenligner den med en kusk og to heste, en hvid og en sort. Kusken er fornuften og viljen, der forsøger at styre de to heste. Den hvide hest stræber opad mod ideernes verden, mens den sorte hest stræber nedad mod det sanselige og det jordiske. Hvis kusken er i stand til at tøjle den sorte hest og dermed kontrollere de jordiske begær og lidenskaber, så kan sjælen få et glimt af den guddommelige verden, hvor de evige ideer findes.

Sjælen bliver vurderet højere end det fysiske legeme. Den er beslægtet med ideerne, og den er i stand til at nå op til ideernes evige rige. Legemet kan trække sjælen nedad. Det kan forurene sjælen med sine lave begær. Det er legemet og dets begær, der giver anledning til ulykker, krige og kampe. For eksempel kan legemet give anledning til en overfladisk fysisk kærlighed. Som en modsætning hertil opstiller Platon en åndelig kærlighed (platonisk kærlighed).

Sjælen er udødelig, mens legemet er dødeligt. Legemet går til grunde ved døden, mens sjælen lever videre. Sjælen hører ikke hjemme i fænomenernes forgængelige skyggeverden. Dens egentlige hjem er i ideernes evige verden.

Platon har med sin tanke om sjælens udødelighed udøvet en stor og langvarig virkning på vestlig filosofi. En af Platons argumenter for sjælens udødelighed er den erindring om noget evigt og varigt, som han mener ethvert menneske er født med. Platons tanke om erindringen hænger sammen med hans tanke om reinkarnation: Sjælen har levet mange liv på jorden, og derfor har den lært mange ting:

"Eftersom sjælen altså er udødelig og er født mange gange og har set både denne verden og underverdenen og alle ting, så er der ikke den ting, den ikke har lært. Derfor er der ikke noget mærkeligt ved, at den også kan erindre, hvad den tidligere har vidst, både om det gode og om meget andet."

Den sande erkendelse ligger allerede i sjælen ved fødslen som erindring. At lære noget er derfor at erindre, hvad man allerede har lært. At lære er at genlære. Lærdommen glemmes ganske vist, når sjælen tager bolig i et legeme ved fødslen. Men lærdommen kan findes frem igen. Det kan ske ved hjælp af "maieutik" (jordemoderkunst eller fødselshjælp). En lærer kan hjælpe sin elev til at finde sin indre viden frem, til at "føde" sin erkendelse, ligesom jordemoderen hjælper kvinden til at føde barnet.

I dialogen Menon lader Platon Sokrates bruge et eksempel fra geometrien til at vise sin jodemoderkunst og sin tanke om, at viden erhverves ved erindring. Sokrates stiller nogle spørgsmål om en geometrisk konstruktion til en slave, som ikke har nogen viden om geometri. Ved hjælp af forskellige spørgsmål hjælper han slaven til at finde sin indre viden frem. Den indre viden må ligge i sjælen som en medfødt egenskab, konkluderer Sokrates. Hvis slaven ikke har fået sin viden i dette liv, så må han have fået den på et tidligere tidspunkt, siger han.

Etik

Viden spiller også en afgørende rolle i Platons etik. Det er her en grundlæggende tanke, at den, der virkelig ved, hvad det gode er, også vil gøre det. Omvendt skyldes menneskets onde gerninger uvidenhed. Som følge heraf går vejen til en etisk livsførelse gennem en forbedret erkendelse.

Den erkendelse, som Platon taler om, er ikke det, som man almindeligvis forstår ved erkendelse. Det er derimod en erkendelse, som findes dybt i sjælen. Erkendelsen sker uden for alle ord, for den lever ikke i formuleringer, men i sjælens inderste, hvor sandheden berører sjælen. Den erkendelse, der her er tale om, er dybest set erkendelsen af det godes ide. Denne ide ligger bag alle gode handlinger. I samme grad som mennesket erkender det godes ide, i samme grad handler det godt.

Det godes ide har en særstilling blandt ideerne. Platon siger, at det godes ide er ideernes ide. Den er betingelsen for al erkendelse. Ligesom solen er betingelsen for, at vi kan se alle de synlige ting, så er det godes ide betingelsen for, at vi kan "se" ideerne. Platon kommer med det godes ide tæt på et Gudsbegreb.

Ideerne danner et hierarki med det godes ide øverst. Dernæst kommer de ideer, der er af værdimæssig karakter. Det er ideer som skønhed, fromhed, retfærdighed, mod, besindighed og sandhed. Dernæst kommer de "konkrete" ideer, som er ideer for konkrete fænomener som mennesker, heste, træer, osv.

Platons værenshierarki (ontologiske hierarki), som samtidig er et værdimæssigt (aksiologisk) hierarki.

De værdimæssige ideer er "gode". Samtidig har disse ideer en høj grad af væren. Jo højere ideerne er, jo mere "virkelige" er de. Den højeste ide - det godes ide - er det mest virkelige af alt. Omvendt har fænomenerne den laveste grad af væren. Det vil med andre ord sige, at det værdimæssige (aksiologiske) hierarki svarer til det værensmæssige (ontologiske) hierarki. Se figuren.

De værdimæssige ideer har en sådan grad af væren, at deres modsætninger ikke har væren. Der findes for eksempel ikke sådan noget som "uretfærdighedens ide". Kun retfærdighedens ide eksisterer. Hvis man derfor vil sige om Søren, at han er uretfærdig, så må man sige, at Søren ikke er delagtig i retfærdighedens ide. Det onde er ikke noget i sig selv. Det er fravær af det gode. Det gode er det værende.

Politisk filosofi

Platon brugte sit verdensbillede til at forklare sin idealstat, som han beskriver i sit hovedværk Staten. Her skitserer Platon, hvad der formentlig er den første utopi og den første politiske filosofi.

Ifølge Platon bør den gode stat ledes af filosoffer, for de har den største viden om det gode. Filosofferne skal sørge for at skabe den rette orden i staten; en orden, der er en afspejling af den store verdensorden: kosmos.

Menneskene i staten er forskellige; de har hver deres evner og kræfter, og derfor skal de indtage den plads i samfundet, som deres natur tildeler dem. I denne idealstat findes der derfor en gennemført stænderdeling, hvor ordenen skabes ved en harmonisk samordning af alle stænderne og deres virksomhed. Samfundet er opdelt i de tre hovedstænder: 1) herskere, 2) vogtere (krigere) og 3) arbejdere (håndværkere, landmænd, mv.).

Denne tankegang er direkte vendt mod demokratiet, som Platon tog afstand fra. I demokratiet er der for stor frihed for de enkelte mennesker til at gøre, hvad de vil. Resultatet vil blive uorden og slendrian. Der kommer en fare for kaos og anarki.

Som et billede på demokratiet bruger Platon en båd, hvis besætning har begået mytteri og sejler hid og did — uvidende om farerne.

Efter Sokrates´ død forsøgte Platon at finde en metode til at finde de bedste og klogeste mennesker og overbevise dem om, at de skulle regere. Han mente, at børnene skal tages fra deres forældre og opdrages af staten. Først skal de trænes fysisk med gymnastik og sport. Så bliver de sunde, så lægekunst bliver overflødig. De skal lære musik med harmoni og rytme. De skal være troende, og de skal lære filosofi. De skal igennem duelighedsprøver for at frasortere dem, der ikke egner sig til statsledelse.

Når de er fyldt 30 år, skal de i fem år oplæres i idélære, og så skal de i 15 år leve i samfundet, opleve nederlag og hårdt arbejde. De er som 50-årige endelig klar til at deltage i statsstyret. Men de må ikke have ejendom, ikke have hustruer, men kvindefællesskab, da der skal være streng eugenik (arvehygiejne) med al børneavl. Hele ordningen skal sikres i form af en lille gruppe statsvogtere (krigere) og en stor klasse af "arbejdere" (håndværkere, landmænd, mv.). Det var Platons alternativ til det athenske demokrati.

Kritik

Den engelske filosof Alfred North Whitehead (1861-1947) skrev i sin bog Process and Reality fra 1929: "Den sikreste generelle karakteristik af Europas filosofiske tradition er, at den består af en række fodnoter til Platon". Med andre ord: Det er næsten umuligt at overvurdere Platons betydning i filosofihistorien. Han har blandt andet være inspiration for begrebsrealismen, som spillede en stor rolle i middelalderen. Han har også været en stor inspirationskilde for den tyske idealisme, som blandt andet talte Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), samt for den romantiske filosofi i 1800-tallet i det hele taget. Han har med sin tanke om sjælens udødelighed udøvet en langvarig virkning på vestlig filosofi og teologi.

Alle betydelige filosoffer har måttet tage stilling til Platons idealistiske filosofi - enten med tilslutning eller med afstandtagen. Her er en række filosoffer, der har forholdt sig kritisk til Platon:

Aristoteles: Aristoteles (384 f.Kr.-322 f.Kr.) var en af Platons elever, og han udviklede sin filosofi under dyb indflydelse af Platon. Men han havde betydelige uoverensstemmelser med sin læremester. Aristoteles kritiserede især Platons teori om idéer og mente, at virkeligheden ikke skulle opdeles på den måde, som Platon foreslog. Aristoteles' empiriske tilgang og fokus på konkret observation stod i kontrast til Platons mere abstrakte og idealistiske tilgang.

Friedrich Nietzsche: Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) kritiserede Platons filosofi for at være livsfornægtende og sagde, at Platon bidrog til at skabe en dualisme mellem den åndelige og den materielle verden; en dualisme, som Nietzsche mente var skadelig for menneskets livsudfoldelse.

Martin Heidegger: Martin Heidegger (1889-1976), en tysk eksistentiel filosof, kritiserede Platons dualisme mellem idéverdenen og den materielle verden. Han mente, at Platons dualisme var en kilde til en vestlig metafysik, som han selv forsøgte at overvinde gennem sin ontologi.

Alfred North Whitehead: Alfred North Whitehead (1861-1947), en engelsk filosof og matematiker, kritiserede Platons indflydelse på vestlig filosofi og videnskab. Han argumenterede for, at Platons opfattelse af verden som bestående af faste, uforanderlige idéer havde skabt en begrænset opfattelse af virkeligheden.

Karl Popper: Den østrigske filosof Karl Poppers (1902-1994) kritik af Platon, som han fremførte i sit værk The Open Society and Its Enemies (1945), omhandlede flere aspekter af Platons filosofi. Popper udtrykte bekymring for Platons politiske ideer, især dem, der er præsenteret i Staten. Han påpegede, at de indeholdt totalitære elementer. Han var særligt kritisk over for Platons vision om et samfund baseret på en hierarkisk struktur og ledet af en filosofkonge. Han anså et sådant samfund for at udgøre en trussel mod individets frihed.

Popper kritiserede også Platons syn på foreningen af teori og praksis, hvilket ifølge Platon betød, at filosoffer skulle være herskere. Popper advarede imod denne forening, da han mente, at det kunne føre til undertrykkelse og intolerance over for alternative synspunkter.

En anden væsentlig del af Poppers kritik var rettet mod Platons tro på faste samfundsstrukturer. Popper argumenterede for en mere åben og dynamisk opfattelse af samfundet, hvor forandringer og forbedringer kunne finde sted gennem kritik og reform.

Endelig udfordrede Popper Platons essentialistiske syn på ideer: at filosoffer kan opnå fuldstændig vished og kendskab til de sande former eller ideer. Han argumenterede for, at vores viden altid er begrænset og ufuldstændig, og at filosoffer bør være åbne over for at revidere deres synspunkter på baggrund af kritik og erfaring.

Danmark

Platons filosofi har haft en stor indflydelse i Danmark. I 1700-tallet og 1800-tallet blev idealistiske filosofiske retninger populære i Europa, og Platons tanker om ideverdenen fandt genklang i danske intellektuelle kredse, ikke mindst hos de romantiske forfattere. Den danske filosof Søren Kierkegaard blev også påvirket af Platons tænkning, selv om han kritiserede idealismen.

Der undervises stadig i Platon på danske universiteter. I 2018 udgav den danske filosof Anne Marie Eggert Olsen bogen At forandre verden, der handler om Platons politiske filosofi.

Forfatterskab

Omkring år nul delte Thrasyllos Platons skrifter op i ni tetralogier (sæt af fire). (1) markerer, at der ikke er enighed blandt forskerne om, hvorvidt den pågældende dialog virkelig er skrevet af Platon, mens (2) betyder, at dialogen afgjort er uægte.

1. Euthyphron, Sokrates' forsvarstale, Kriton, Phaidon
2. Kratylos, Theaitetos, Sofisten, Politikos
3. Parmenides, Philebos, Symposion, Phaidros
4. Alkibiades I (1), Alkibiades II (2), Hipparchos (2), Elskerne (2)
5. Theages (2), Charmides, Laches, Lysis
6. Euthydemos, Protagoras, Gorgias, Menon
7. Hippias Maior (1), Hippias Minor, Ion, Menexenos
8. Kleitophon (1), Staten, Timaios, Kritias
9. Minos (2), Lovene, Epinomis (2), Brevene (1)

Følgende skrifter er ikke talt med i tetralogierne: Definitioner (2), Axiochos (2), Om retfærdigheden (2), Om dyden (2), Demodokos (2), Sisyphos (2), Eryxias (2)

Se også

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons Citater fra Wikiquote Kildetekster fra Wikisource

• Sollignelsen – Platons sollignelse
• Hulelignelsen – Platons hulelignelse
• Atlantis – myte introduceret af Platon
• Platonisk kærlighed - åndelig, ikke-fysisk kærlighed
• Platonisk legeme – en række geometriske legemer, som Platon nævner i dialogen Timæus, og som nu er opkaldt efter ham
• Græsk litteratur

Platons elever

• Xenokrates
• Eudoxos
• Aristoteles

Litteratur

• Annas, Julia (2009): Plato. Sterling Publishing Company. ISBN 9781402770524
• Brisson, Luc. (1993): Présupposés et conséquences d'une interprétation ésotériste de Platon. Les études philosophiques.
• Des Places, Édouard (1981): La théologie de Platon. Études platoniciennes, 1929-1979. Brill.
• Friedlander, Paul (2015). Plato: An Introduction (Vol. 738). Princeton University Press.
• Gonzalez, Francisco J. (2011): Plato's Myths.
• Hagen, Jimmy Zander (2000): Erkendelse og sandhed. Teoretisk filosofi. Nordisk Forlag. ISBN 87-00-45118-5
• Hartnack, Justus (1969): Filosofiens historie. Gyldendal.
• Høystad, Ole Martin: Sjælens historie. Fra antikken til vores tid. Gyldendal. ISBN 978-87-02-23193-9
• Irwin, T. H. (2011): The Platonic Corpus. I: Fine, G. (red.): The Oxford Handbook of Plato. Oxford University Press.
• Klindt-Jensen, Henrik (1993). Fra prægning til deltagelse hos Platon. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (20), 65–86.
• Kierkegaard, Søren: (1841) Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates. Red.: A. B. Drachmann, J. L. Heiberg og H. O. Lange. I: Søren Kierkegaard Samlede værker, bind 1(her anvendt 3. udgave, 3. oplag). Gyldendalske Boghandel, København 1982; ISBN 87-00-45143-6)
• Kirkegaard, Karl Aage (1999): Reinkarnation er forenelig med kristendom. Sankt Ansgars Forlag. ISBN 87-89452-76-3
• Macé, Arnaud (2006): Platon, Philosophie de l'agir et du pâtir. Academia Verlag.
• Nielsen, Henrik Krog (2000): Den esoteriske Platon. Forlaget Levende Visdom. ISBN 9788791505034
• Olsen, Anne-Marie Eggert (2018): At forandre verden. Aarhus Universitetsforlag. ISBN 978-87-7184-400-9
• Penner, T. (1992): Socrates and the early Dialogues. I: Kraut, R. (red.): Cambridge Companion to Platon. Cambridge University Press.
• Religionen i krise 1. Berlingske Forlag 1980. Redigeret af H.C. Wind. ISBN 87-19-01355-8
• Sløk, Johannes (1998): De store tænkere - Platon. Munksgaard - Rosinante. ISBN 87-16-16176-9
• Sløk, Johannes (2016 (1960)): Platon. Lindhardt og Ringhof. E-bogsudgave. ISBN 978-87-11-62399-2
• Taylor, A. E. (2013): Plato: The Man and His Work (RLE: Plato). Routledge.
• White, Nicholas P. (1976): Plato on knowledge and reality. Hackett Publishing.

Eksterne henvisninger

• Ole Balslev (oversættelse af): "Platon: "Euthyfron" (AIGIS 2001, 1) Arkiveret 25. marts 2016 hos Wayback Machine
• David Bloch: "Sokrates 'respekt' for Protagoras" AIGIS 11, 2 Arkiveret 21. oktober 2013 hos Wayback Machine
• Clara Elisabet Bryld (oversættelse af): "Platons Charmides" (AIGIS 2001, 2) Arkiveret 25. marts 2016 hos Wayback Machine
• Kirsten Jungersen: "Lægens rolle i Platons Symposion" (AIGIS 2003, 1) Arkiveret 25. marts 2016 hos Wayback Machine
• Chr. Gorm Tortzen: "Platons billeder af Sokrates" (AIGIS 2001, 2) Arkiveret 29. september 2016 hos Wayback Machine
• Chr. Gorm Tortzen: "Indledning til Platons Menon" (AIGIS 2005, 1) Arkiveret 25. marts 2016 hos Wayback Machine
• Chr. Gorm Tortzen (oversættelse af): "Platons Menon" (AIGIS 2005, 1) Arkiveret 25. marts 2016 hos Wayback Machine
• Chr. Gorm Tortzen: "Appendix. De geometriske figurer til Menon kap. 16-19" (AIGIS 2005, 1) Arkiveret 28. september 2016 hos Wayback Machine