Bruger:Trip Tucker/sandkasse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Nord-Express passerer gennem banegården i Noyon i Nordfrankrig i starten af 1900-tallet.

Nord-Express var et internationalt eksprestog, der eksisterede fra 1896 til 1997 og forbandt Paris med Rusland og senere med Polen, Baltikum og Skandinavien. Det blev oprindelig drevet af Compagnie Internationale des Wagons-Lits (CIWL), som drev eksklusive luksustog med sovevogne og spisevogne over hele Europa, inklusive Orientekspressen, og blev i sin storhedstid før Første Verdenskrig betragtet som det ultimative europæiske luksustog.[1]

Ved etableringen i 1896 forbandt Nord-Express Paris og Sankt Petersborg. Efter Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution blev togets rute forkortet fra Paris til Warszawa og Riga i stedet for Sankt Petersborg. Efter Anden Verdenskrig omlagde Jerntæppet togets rute fra Paris over København til Stockholm og Oslo, indtil fremvæksten af flyrejser og højhastighedstog gjorde endegyldigt ende på det berømte tog.

Nord-Express har været genstand for væsentlig mindre opmærksomhed end sit søstertog Orientekspressen. Ikke desto mindre er det et af CIWL's mest kendte luksustog og har været emne i en række romaner og film.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Baggrund[redigér | rediger kildetekst]

CIWL's logo.

I 1872/1876 havde den belgiske jernbaneentreprenør Georges Nagelmackers grundlagt sovevognsselskabet Compagnie Internationale des Wagons-Lits (dansk: Det Internationale Sovevognsselskab, forkortet CIWL) med det formål at opbygge et net af internationale sovevognsforbindelser med luksustog på tværs af det europæiske jernbanenet efter amerikansk forbillede. Et af målene var at etablere en transkontinental togforbindelse mellem Sankt Petersborg og Lissabon, hvor der skulle være forbindelse til oceanlinerne til Nordamerika. Dette koncept var dog for komplekst og kunne ikke realiseres. I stedet blev der etableret to separate forbindelser: Sud-Express fra Paris til Lissabon og Nord-Express fra Paris til Sankt Petersborg. Hvor den sydlige del fra Paris til Lissabon allerede startede som Sud-Express den 5. november 1887, gik der ni år før den nordlige del fra Paris til Sankt Petersborg kunne starte i 1896.

Før Første Verdenskrig[redigér | rediger kildetekst]

Nord-Expressens rute fra 1896 til 1914 (rød: normalspor, blå: russisk bredspor, sort: forbindelser med bådtog til London, med Sud-Express til Lissabon og den transsibiriske jernbane til Kina.

Den 9. maj 1896 kørte Nord-Express for første gang mellem den franske og den russiske hovedstad. Togforbindelsen gjorde det muligt at rejse hurtigt og behageligt efter datidens standarder på tværs af Europa. For at etablere driften af Nord-Express måtte CIWL indgå kontrakter og køreplansaftaler med 14 forskellige jernbaneforvaltninger, herunder ni preussiske forvaltninger, samt med skibsfarten mellem Dover og Oostende. Ledelsen var i hænderne på det kongelige jernbanedirektorat i Berlin, da de Preussiske statsbaner udgjorde den største sammenhængende sektion af togets rute (1419 km).

Nord-Expressen i Belgien efter afgang fra Ostende omkring år 1900.

I sin storhedstid før Første Verdenskrig kørte det som eksklusivt luksustog fra Paris og Ostende (med forbindelse fra London) over Bruxelles, Køln, Hannover, Berlin, Königsberg og Dünaburg til Sankt Petersborg med gennemgående vogne til Riga. I starten kørte det en gang om ugen og fra efteråret 1897 to gange om ugen. Efter år 1900 kørte toget vest for Berlin dagligt, mens det øst for Berlin kørte to gange om ugen til Sankt Petersborg og Riga og en gang om ugen til Warszawa og Moskva.[2][3] I Dünaburg var der indtil 1914 forbindelse med gennemgående vogne på den Transsibiriske Jernbane og dermed til Kina. I Paris var der forbindelse med Sud-Express til Lissabon. Rejsetiden mellem Paris og Sankt Petersborg var på ca. 52 timer.

Den bredsporede Nord-Express til Sankt Petersborg på grænsebanegården Wirballen i det Russiske Kejserrige i 1903.

Toget bestod som regel af en rejsegodsvogn, en spisevogn og fire sovevogne. På grund af de forskellige sporvidder i det Russiske Kejserrige og Vesteuropa var en forbindelse helt uden togskift endnu ikke mulig, og passagererne måtte bytte tog, hvor de to sporvidder mødtes. I retning fra Rusland mod Vesteuropa skete togskiftet på grænsebanegården i Eydtkuhnen i Østpreussen (i dag: Tjernysjevskoje i Kaliningrad-eksklaven), mens det i den modsatte retning skete på grænsebanegården Wirballen (russisk: Вержболово) i Suvalki guvernementet i det Russiske Kejserrige; (i dag: Kybartai i Litauen).[4] De to grænsestationer, der lå kun to kilometer fra hinanden, var begge udstyret med begge sporvidder, og passagerne kunne stige om til identiske jernbanevogne på perronens modsatte side.

Ved udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 blev togforbindelsen, hvis rute krydsede både Vest- og Østfronten, indstillet.

Mellemkrigstiden[redigér | rediger kildetekst]

Nord-Express' rute mellem 1925 og 1939 (blå: afvigende ruter før 1933).

Første Verdenskrig ændrede grænsedragningerne på togets rute, medførte sammenbrud af de politiske regimer i nogle af de deltagende stater og en generel økonomisk krise, der kulminerede i hyperinflation i 1923 og berøvede toget dets passagerpotentiale. Nord-Expressens storhedstid var forbi.

I Versaillestraktaten blev det tyske rige forpligtet til på Deutsche Reichsbahns strækninger at lade internationale eksprestog køre med en hastighed, der som minimum skulle svare til de hurtigste nationale togs hastighed. På baggrund heraf blev der fra 1921 afholdt forhandlinger om genetableringen af Nord-Express. Især var formålet for den franske regering at opretholde en pålidelig forbindelse til det nyoprettede Polen, der var en vigtig del af cordon sanitaire, bæltet af uafhængige stater, der blev oprettet i 1919/20 mellem Sovjetunionen og Vesteuropa.

I første omgang kunne CIWL imidlertid kun indsætte gennemgående vogne, der blev koblet på andre eksprestog. Fra 15. marts 1921 kørte direkte vogne fra Oostende, Calais og Paris til Warszawa, og fra 1923 kørte der også direkte vogne til Riga. Det ekspresstog, der blev brugt til dette, bar de gamle tognumre fra Nord-Express i Frankrig og Tyskland.[1] I 1924 fik det navnet Paris-Berlin-Riga-Varsovie-Express.

Spisevogn i Nord-Express på Schlesischer Bahnhof i Berlin i 1929.

Først ved overgangen til køreplansåret 1926/27, den 15. maj 1926, blev Nord-Express genindført som luksustog bestående udelukkende af sove- og spisevogne mellem Paris og Warszawa. På grund af Sovjetunionens manglende interesse kørte det ikke længere til Rusland. På grund af Józef Piłsudskis statskup i Polen i 1926, kørte toget i det første år dog kun mellem Paris og Berlin. Først fra den 15. maj 1927 kørte Nord-Expressen igen til Warszawa. Fra 1929 var der en sovevogn fra Paris til Hamborg, der blev forlænget til København, først på forsøgsbasis i 1932 og derefter permanent efter åbningen af Lillebæltsbroen i 1935.

Sammensætning af Nord-Express i vinterkøreplanen 1938/39 på strækningen Hannover–Berlin.

Nord-Express kørte dagligt på sin mest populære delstrækning, vest for Berlin. Øst for Berlin derimod kørte den kun tre gange om ugen og sluttede normalt i Warszawa. Først fra 1936 blev Nord-Express forlænget til den polsk-russiske grænse, hvor der var forbindelse videre til Moskva. Først fra 1938 kørte den dagligt til Warszawa.[1]

Udbruddet af Anden Verdenskrig afsluttede dette andet kapitel i Nord-Expressens historie, der blev afbrudt den 27. august 1939.

Efterkrigstiden[redigér | rediger kildetekst]

Nord-Express på Stockholms centralstation i 1949.
Nord-Express afgår fra Københavns Hovedbanegård i 1974.

Efter Anden Verdenskrig medførte jerntæppet en yderligere forkortelse af togets rute. Vest-øst-linjerne betjentes fra da af kun af almindelige tog. Ruten blev nu omlagt til at forbinde Paris med Skandinavien, og toget førte nu direkte sovevogne fra Paris over Hamborg og København til Stockholm og Oslo. Togforbindelsen Nord-Ekspress forbandt i 1946 de nordiske hovedstæder med resten af det befriede og krigshærgede Vesteuropa.

Nord-Ekspress var det første internationale tog sydpå, der blev indsat efter 2. verdenskrigs afslutning. Første tog ankom til København fra Paris den 8. maj 1946, og første afgang sydpå fandt sted næste dag.

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Mühl 1991, s. 169.
  2. ^ Reichs-Kursbuch 1905. Ritzau Verlag Zeit und Eisenbahn. 2005. ISBN 3-935-10108-2.
  3. ^ Reichs-Kursbuch 1914. Ritzau Verlag Zeit und Eisenbahn. 2005. ISBN 3-921-30409-1.
  4. ^ Geißler, Andreas; Koschinski, Konrad (1997). 130 Jahre Ostbahn. Berlin – Königsberg – Baltikum (tysk). Berlin: GVE. s. 56.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Behrend, George (1959). The History of the Wagons-Lit, 1875-1955 [Wagons-Lits historie, 1875-1955] (engelsk). London: Modern Transport Publishing Company. OCLC 4535323.
  • Bruun-Petersen, Jens; Poulsen, John (1998). Internationale tog via Rødby Færge. København: Bane Bøger. ISBN 87-88632-74-1.
  • Bruun-Petersen, Jens; Poulsen, John (2002). Internationale tog via Jylland. København: Bane Bøger. ISBN 87-88632-91-1.
  • Mühl, Albert (1991). Internationale Luxuszüge : Die grossen europäischen Expresszüge durch Deutschland, Österreich und die Schweiz [Internationale luksustog: De store europæiske eksprestog gennem Tyskland, Østrig og Schweiz] (tysk). Freiburg im Breisgau: Eisenbahn-Kurier Verlag. ISBN 3-88255-673-0.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]


JernbaneSpire
Denne jernbaneartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

Liste over Oldenburgs regenter er en oversigt over de forskellige regenter (grever, hertuger og storhertuger), som har regeret i territoriet Oldenburg i den nordlige del af Tyskland.

Grever af Oldenburg[redigér | rediger kildetekst]

Navn Billede Født Tiltrådte Fratrådte/Død Begravet
Egilmar 1. ca. 1040 før 1112

Byer i Ukraine[redigér | rediger kildetekst]

Dette er en liste over byer i Ukraine.

Nr. Dansk navn Ukrainsk navn Indbyggertal
(estimeret beregning)
Indbyggertal
(folketællingen i 2001)
Oblast (region)
1. Kyiv Київ 2.952.301(2022)[1] 2.611.327 ingen
2. Kharkiv Харків 1.421.125(2022)[2] 1.470.902 Kharkiv oblast Kharkiv oblast
3. Odesa Одеса 1.010.537(2022)[3] 1.029.049 Odessa oblast Odesa oblast
4. Dnipro Дніпро 968.502(2022)[4] 1.080.846 Dnipropetrovsk oblast Dnipropetrovsk oblast
5. Donetsk[a] Донецьк 901.645(2022)[5] 1.016.194 Donetsk oblast Donetsk oblast
6. Zaporizjzja Запоріжжя 710.052(2022)[6] 817.882 Zaporizjzja oblast Zaporizjzja oblast
7. Lviv Львів 717.273(2022)[7] 732.818 Lviv oblast Lviv oblast
8. Kryvyj Rih Кривий Ріг 603.904(2022)[8] 709.014 Dnipropetrovsk oblast Dnipropetrovsk oblast
9. Mykolajiv Миколаїв 470.011(2022)[9] 514.136 Mykolajiv oblast Mykolajiv oblast
10. Sevastopol[b] Севастополь 485.386(2022)[10] 342.451 ingen

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Siden 2014 de facto kontrolleret af Folkerepublikken Donetsk, siden 2022 annekteret af Den Russiske Føderation
  2. ^ De facto kontrolleret af Republikken Krim, siden 2014 annekteret af Den Russiske Føderation.
  1. ^ Чисельність наявного населення Українина 1 січня 2022, State Statistics Service of Ukraine, Number of Present Population of Ukraine, as of January 1, 2022 (fra Wikidata).
  2. ^ Чисельність наявного населення України на 1 січня 2022 року, State Statistics Service of Ukraine, Number of Present Population of Ukraine, as of January 1, 2022 (fra Wikidata).
  3. ^ Чисельність наявного населення Українина 1 січня 2022, State Statistics Service of Ukraine, Number of Present Population of Ukraine, as of January 1, 2022 (fra Wikidata).
  4. ^ Чисельність наявного населення України на 1 січня 2022 року, State Statistics Service of Ukraine, Number of Present Population of Ukraine, as of January 1, 2022 (fra Wikidata).
  5. ^ www.citypopulation.de (fra Wikidata).
  6. ^ Чисельність наявного населення України на 1 січня 2022 року, State Statistics Service of Ukraine, Number of Present Population of Ukraine, as of January 1, 2022 (fra Wikidata).
  7. ^ Чисельність наявного населення України на 1 січня 2022 року, State Statistics Service of Ukraine, Number of Present Population of Ukraine, as of January 1, 2022 (fra Wikidata).
  8. ^ Чисельність наявного населення Українина 1 січня 2022, State Statistics Service of Ukraine, Number of Present Population of Ukraine, as of January 1, 2022 (fra Wikidata).
  9. ^ Чисельність наявного населення Українина 1 січня 2022, State Statistics Service of Ukraine, Number of Present Population of Ukraine, as of January 1, 2022, hentet 31. januar 2022 (fra Wikidata).
  10. ^ www.citypopulation.de (fra Wikidata).