Portal:Danmark/Månedens artikel/Januar 2008

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
[[Fil:|120x160px|link={{{3}}}|{{{2}}}]]

Danmarks rigsvåben består af tre gående blå løver med røde tunger og kronet med gyldne kroner. Et gyldent skjold udgør baggrunden og dette er belagt med 9 røde hjerter, eller som de officielt betegnes, søblade. Farven på løvernes kløer er ikke officielt fastlagt, og der findes både eksempler med gyldne og røde kløer.

Det tidligste kendte eksempel på Danmarks våbenmærke er et segl brugt af Knud 6. omkring 1194, dog kan farverne tidligst påvises i en våbenbog fra omkring 1270. Oprindeligt vendte løverne ansigterne mod beskueren, og antallet af hjerter var ikke fastlagt og kunne være langt større end i dag. Udseendet af hjerterne varierer i de tidlige gengivelser af våbenskjoldet, hvorfor hjerterne også tit betegnes som søblade. Hvis denne skelnen har været bevidst tilsigtet, er den gået tabt allerede i middelalderen. Kongevåbnet blev sidste gang ændret i 1972 ved kongelig resolution som optrykt i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 488, offentliggjort i Lovtidende d. 16. november 1972.

Den nuværende udgave af tre-løve-våbnet blev indført af Frederik 6. i 1819, hvorved det blev præciseret, at de tre våbenfigurer fremover skulle kigge fremad og ikke mod beskueren, idet sidstnævnte type figur heraldisk betegnes som en "leopard" og ikke som en "løve". Den anden store ændring i 1819 var, at den norske løve udgik af rigsvåbenet efter at have befundet sig dér siden 1398. Sidstnævnte ændring skete efter svensk pres, pga. opløsningen af den dansk-norske union i 1814.

Læs hele artiklen