Retsopgøret i Norge efter 2. verdenskrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Vidkun Quisling (1887-1945) var leder af det nationalsocialistiske parti Nasjonal Samling (NS) og den tyskvenlige regering i Norge under 2. verdenskrig

Retsopgøret i Norge efter 2. verdenskrig (norsk: Det norske landssvikoppgjøret) var et retsligt opgør med medlemmer af det nationalsocialistiske parti Nasjonal Samling (NS) og tyskernes medhjælpere i Norge efter 2. verdenskrig.

Retsopgøret i Norge adskiller sig fra andre lande ved sin store bredde og sine milde straffe. Eksilregeringen i London havde forberedt sagerne fra og med 1941, hvor de første provisoriske anordninger blev udarbejdet. I 1942 kom den centrale forordning om, at medlemskab af National Samling (NS) – hvor 60.000 nordmænd var medlemmer i krigens løb – i sig selv var strafbart. Endvidere blev al slags bistand til fjenden – økonomisk, moralsk, militær – defineret som strafbar, med det resultat at anklagemyndigheden gik i gang med efterforskning af omkring 100.000 personer efter krigen.

Baggrund[redigér | rediger kildetekst]

Over hele Europa var der i løbet af krigen blevet opbygget et had i dele af befolkningenrne mod nationalsocialisterne og deres medhjælpere. I de berørte lande blev de, som havde samarbejdet med tyskerne, retsforfulgt efter krigen.

I Tyskland arrangerede de allierede et særskilt tribunal, Nürnberg-processen, som skulle dømme tyske krigsforbrydere.

Et fællestræk ved retsopgørene i de forskellige lande var, at straffeudmålingerne i løbet af processen blev mildere efterhånden som krigen kom på afstand, og stemningen blev mildere. Retsopgøret i Norge blev imidlertid det mest omfattende i Vesteuropa. Det ses ud fra, hvor stor andel af befolkningen, som blev straffedømt og tabte borgerlige rettigheder. I Norge drejede det sig om hele 2 pct., mod Danmark 0,3 pct., Belgien 1,2 pct., Nederland 1 pct., Frankrig 0,25 pct. og Østrig 0,2 pct. [1]

Gennemførelse[redigér | rediger kildetekst]

De første forberedelser til et retsopgør blev foretaget af London-regeringen. Senere skete det meste på initiativ af hjemmefrontledelsen. Arrestationer af mistænkte begyndte 9. maj 1945 efter lister som hjemmefronten og de norske myndigheder havde sat op. I alt blev 28750 arresteret, og allerede i juli 1945 var 14000 fængslet, fordelt på 200 lejre. Den første dom blev afsagt 15. juli 1945.[2]

Retsgrundlag[redigér | rediger kildetekst]

  • Landsforæderanordningen var udformet af regeringen i London i december 1944 og udgjorde det retskraftige grundlag til Stortinget i 1947 lavede en særskilt lov om landsforræderi. Ca. 92000 sager. Medlemskab i Nasjonal Samling efter 9. april 1940 blev regnet som landsforræderi.
  • Erstatningsdirektoratet (1945–1952): NS-medlemmer skulle have kollektivt ansvar. Mere end 62000 sager for domstolene med bødeforlæg, krav om 300 millioner i inddragelse i alt, bøder ol. ledet af Jens Chr. Hauge. Nedlagt 1952.
  • Krigsforbrydersager: Mod tyske krigsforbrydere.
  • Dødsstraf: I fred afviklet i 1902, men efter den militære straffelov kunne dødsstraf idømmes og gennemføres i krig. I 1942 kom regeringen i London med to anordninger som udvidet adgangen til at bruge dødsstraf, blandt andet efter krigens slutning. Senere kom flere forordninger, som blandt andet tillod dødsstraf mod udenlandske krigsforbrydere. I juni 1945 gav Stortinget sin tilslutning mod seks stemmer.[3]

Kritik[redigér | rediger kildetekst]

Retsopgøret var omstridt i samtiden og er også kritiseret i eftertiden. Det gælder særlig spørgsmålet om kollektiv skyld. Mange mener, at retsopgøret blev for lemfældigt, og at for mange deriblandt økonomiske forbrydere slap for let.[4] At man fik bøder og blev stemplet som landsforræder for at være passivt medlem i NS har også vakt opsigt.[5] Dertil blev norske sygeplejersker, der havde arbejdet som Røde Kors-søstre, dømt for landsforræderi, deriblandt den kendte SV-politiker Hanna Kvanmo.[6]

Resultat[redigér | rediger kildetekst]

Resultatet i de sager, der blev efterforsket.[7]

  Landsforræderi Krigsforbrydelser
Dømt til døden 30 15
Dømt til frihedsstraf 17.000 66
Dømt til anden straf 3.450 0
Betinget frihedsstraf 3.120 0
Betinget straf af anden form 25.180 0
Frifundet ved endelig dom 1.375 5
Undladelse af anklage 5.500 0
Henlagt efter bevisets stilling 37.150 261
I alt 92.805 342
  • Borgerlige rettigheder – dom medførte også tab af borgerlige rettigheder, også stemmeretten, normalt for ti år. Alle NS-medlemmer blev frataget rettigheder fra sensommeren 1945 uanset om de var sigtet eller ej, det havde den sideeffekten at de ikke kunne stemme ved valget samme år. 6,5% af de stemmeberettigede, 2% af befolkningen.
  • Erstatningssager – Tilsammen 62.000 sager ble behandlet, med krav fra domstolenes side om næsten 300 mio. norske kr. i bøder, inddragninger og erstatninger.
  • Tyskerarbejdere – 100–200.000 nordmænd havde arbejdet hos tyskerne under krigen. Det blev ikke regnet som kriminelt, erstatningsdirektoratet havde flere sager til vurdering.
  • Frontkæmpere (4.894) dømt for landssvigt, ikke for gerninger i tysk tjeneste.
  • Passive og ubeskrevne NS-medlemmer slap stort set med påtale.
  • Henrettelser – 25 nordmænd, 10 fra Rinnanbanden, 11 tyskere og en dansker. Den sidste dødsstraf i august 1948, de fire sidste af oprindelig 80 livstidsfanger blev benådet i oktober 1957.
  • Amnesti 1948 – lov om løsladelse på prøve når halvdelen af straffen var afsonet, undtaget – økonomiske landssvigter, torturbødler og personer dømt til mere end otte års fængsel.

I tillæg til dette retsopgør var der et til dels kraftig, uformelt opgør som gik ud over det, som mange havde haft samkvem eller samarbejdet med tyskerne.

Personer henrettet i Norge efter krigen[redigér | rediger kildetekst]

Personer dømt for landsforræderi[redigér | rediger kildetekst]

Ragnar Skancke

Personer dømt for krigsforbrydelser[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Norge under 2. verdenskrig
Vigtige begivenheder
Personer
' von Falkenhorst
Organisationer
  •      Modstand
  •      Tyskvenlige

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Asbjørn Jaklin: De dødsdømte (s. 305), forlaget Gyldendal, Oslo 2011, ISBN 978-82-05-41088-6
  2. ^ Aftenposten Kultur 15. juli 2009 side 11.
  3. ^ "forskning.no: Mer om bruk av dødsstraff i Rettsoppgjøret". Arkiveret fra originalen 26. december 2004. Hentet 23. oktober 2011.
  4. ^ skup.no/metoderapport: -Norsk Hydro i tett og aktivt samarbeid med Hitlers tyske rike
  5. ^ Tønsberg Blad – Juletrær, invektiver og mai 1945 (Webside ikke længere tilgængelig)
  6. ^ Hanna Kvanmo – utdypning (Norsk biografisk leksikon) – Store norske leksikon
  7. ^ Om landssvikoppgjøret. Innstilling fra Justisdepartementet til Stortinget, 1962

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

Internettet[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Retsopgøret_i_Norge_efter_2._verdenskrig&oldid=11628543"