Selvinkriminering
Selvinkriminering er et juridisk begreb, som betegner det, at en person, som er sigtet for en lovovertrædelse, ikke har pligt til at fremkomme med oplysninger, der belaster den sigtede.[1]
En beskyttelse mod selvinkriminering følger af retssikkerhedsloven § 10, jf. FOU nr 2018.30;[2] som også kaldes tvangsindgrebsloven, jf. FOU nr 2015.13.[3]
I en undersøgelse af Panama-papirerne udtalte Folketingets Ombudsmand, at forbuddet mod selvinkriminering ikke blev overholdt.[4]
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indfortolket et forbud mod selvinkriminering i EMRK artikel 6, stk. 1 og 2.[5]
Etymologi[redigér | rediger kildetekst]
Selvinkrimineringsforbuddet kommer af den latinske sætning: Nemo tenetur se ipsum accusare, der betyder, at ingen er forpligtet til at anklage sig selv.[6] Begrebet selvinkrimineringsforbud modsvares af det engelske begreb om den anholdte persons ret til at tie.[7]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Højesteret: Oplysninger var ikke ulovligt tilvejebragt bevis i strid med forbuddet på domstol.dk
- ^ FOU nr 2018.30 : Panama Papers – SKATs indhentelse af oplysninger og mistankevurdering efter retssikkerhedsloven på retsinformation.dk
- ^ FOU nr 2015.13 : Retten til ikke at inkriminere sig selv på retsinformation.dk
- ^ Forbud mod selvinkriminering ikke overholdt i konkret sag om Panama Papers (20. december 2019) på ombudsmanden.dk
- ^ Forbud mod selvinkriminering Arkiveret 22. maj 2022 hos Wayback Machine på lovkvalitet.dk
- ^ Nemo tenetur se ipsum accusare på juraforum.de
- ^ The right to silence på creeveyhorrell.com.au
 | Spire Denne juraartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |