Wikipedia:Ugens artikel/Uge 35, 2011

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
James Watts dampmaskine, som udelukkende blev drevet af kul var drivkraften bag den industrielle revolution.

Den industrielle revolution var en periode i den sidste del af det 18. og den første del af det 19. århundrede, hvor store ændringer inden for landbrug, masseproduktion, minedrift og transport havde en dybtgående effekt på socioøkonomiske og kulturelle forhold i Storbritannien. Ændringerne spredte sig efterhånden til resten af verden. Den industrielle revolution udgjorde et vendepunkt for menneskehedens samfund; næsten alle aspekter af dagligdagen blev med tiden påvirket på den ene eller den anden måde.

Fra sidst i det 18. århundrede begyndte der at ske forandringer i dele af Storbritanniens økonomi. Det begyndte med mekaniseringen af tekstilindustrien, udvikling af nye teknologier til fremstilling af jern og en stigende anvendelse af raffineret kul. Udvikling af handelen blev muliggjort ved anlæggelse af kanaler, forbedrede veje og jernbaner. Overgangen til anvendelse af dampmaskiner, som hovedsageligt var drevet af kul, samt større anvendelse af vandkraft og maskiner muliggjorde den dramatiske forøgelse af produktionskapaciteten. Udviklingen af maskinværktøjer udelukkende af metal i de første to årtier af det 19. århundrede muliggjorde fremstilling af nye produktionsmaskiner til fremstilling i andre industrier. Effekten heraf spredte sig igennem det vestlige Europa og Nordamerika i løbet af det 19. århundrede og påvirkede efterhånden det meste af verden, en proces som i dag fortsætter som industrialisering. Effekten af denne ændring af samfundene var enorm. (Læs mere..)