Bruger:Alexandramander/sandkasse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Alexandramander/sandkasse
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Epigrammatiker, filosof

Platon (græsk: Πλάτων) (født ca. 428/427, død 348/347 f.Kr.) var en græsk filosof født i Athen. Han var elev af Sokrates og grundlægger af akademiet. Platon er både den primære kilde til vor viden om Sokrates og til sin egen filosofi. Skellet mellem Sokrates og Platons tanker er ikke helt klart, da Platon særligt i sine senere dialoger lægger sin egen filosofi i munden på Sokrates. Platon fremsatte sine synspunkter i form af dialoger mellem Sokrates og borgere fra Athen. Fx optræder en stærkt beruset Alkibiades i Symposion. Platons synspunkter udviklede sig, men han kommenterede det aldrig. Han lader bare Sokrates fremføre stik modsatte synspunkter end i en tidligere dialog og gør intet for at tage afstand fra sine tidligere teorier. Han udtrykker ofte sine teorier i lignelser og myter, hvoraf flere er kendte i vestlig kultur som myten om Atlantis.

Platon er en af de mest indflydelsesrige filosoffer i vestlig filosofi.

Forholdet til Sokrates[redigér | rediger kildetekst]

Platon var elev af Sokrates. Han var en af de mange unge mænd, der flokkedes om Sokrates, når han gik rundt i Athens gader, i dets søjlegange og på dets torve, og indlod sig i diskussion med hvem som helst. Han var ingen skønhedsåbenbaring og lagde ingen vægt på sit ydre. De fleste kilder beskriver Sokrates som uskøn, tyk og skaldet med udstående øjne. Alligevel flokkedes de unge, særligt de fornemme, om ham. Der var noget særligt ved den måde han talte på, og ved den måde, han fremlagde en sag på.

Mange af Platons skrifter er dialoger, da de typisk former sig som samtaler mellem Sokrates og en af hans tilhørere, med Sokrates som den dominerende samtalepartner. Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at sige, hvilke tanker der stammer fra den historiske Sokrates, og hvilke tanker der stammer fra Platon selv, idet han lægger sine egne ord i munden på Sokrates. Spørgsmålet er omstridt blandt Platonforskere. De fleste mener, at den historiske Sokrates er mest fremtrædende i de tidlige dialoger, mens Platons egne tanker mere kommer til orde i de senere dialoger.[1]

Under alle omstændigheder er der tale om et udpræget sammenfald mellem Sokrates´ tanker og Platons tanker, og derfor kan med en vis ret antage, at Platon under alle omstændigheder bruger Sokrates som et talerør for sin egen opfattelse.

Kritik af sofismen[redigér | rediger kildetekst]

Et gennemgående tema i Platons forfatterskab er kritikken af sofismen. Platon kritiserer deres relativistiske synspunkter og udvikler herunder flere argumenter, der stadig anvendes. Platon skelner desuden i Staten mellem philosophia og philodoxoi ("ven af formodningen eller meningen"). Dermed indfører han et ideal for filosofien, nemlig at den skal bryde gennem muren af almindeligt udbredte meninger og formodninger for at undersøge verden og tingene på ny og i dybden.

Han synes at have haft respekt for sofisten Protagoras.[2]

Fænomenverden og ideverden[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Platon findes der to forskellige verdener eller sfærer: fænomenverdenen og ideverdenen. Fænomenverdenen er den kendte fysiske verden, som indeholder kendte fysiske ting: Mennesker, dyr, planter, sten, redskaber, osv. Disse fysiske ting kalder Platon fænomener, fordi de er det, der viser sig for vores fysiske sanser. Ordet "fænomen" er oprindelig græsk (fainomenon, φαινόμενον) og betyder "det, der viser sig"??????. Ideverdenen er en højere, abstrakt, begrebsmæssig, åndelig verden, der ligger bag ved eller ud over fænomenverdenen. Det er en usynlig verden - en verden som ikke viser sig for de fysiske sanser. Ideverdenen indeholder ideerne, som er det egentlige grundlag for fænomenerne.[3]

Et eksempel på et fænomen er en rose. Der findes imidlertid mange roser. En blomstermark kan indeholde tusind roser. Men alle disse roser har det til fælles, at de tilhører arten roser. Platon udtrykker det på den måde, at de alle er delagtige i rosens ide.[4]

Ideerne er uforanderlige og evige. Netop derfor er de virkelige. Fænomenerne er derimod foranderlige og forgængelige. De opstår, og de forgår. Og derfor der de ikke virkelige. De er som ufuldstændige billeder af de evige - virkelige - ideer.[5] c

Forholdet mellem fænomenerne og ideerne kan illustreres med et eksempel, som stammer fra Platon selv. Et sted i dialogen Symposion lader han


Et af hovedtemaerne i Platons filosofi er ideers (ideai) forhold til de empiriske genstande og menneskenes handlinger. I Platons dialoger spørger Sokrates om, hvad der er ret, tappert, fromt, godt osv. Svaret på disse spørgsmål forudsætter eksistens af ideerne, som udtrykkes i almenbegreberne. Ideen er det i genstanden eller handlingen, der forbliver det samme, hvor meget disse genstande eller handlinger end måtte synes at adskille sig fra hinanden.

Platon grundlægger begrebsrealismen.

I Platons filosofi er det egentlige og virkelige fænomen almenbegrebet, det han kaldte ideer, mens de fysiske fænomener man kan iagttage blot var skyggebilleder af ideen. Ideerne er tingens form (gr. eidos) eller væsen (gr. ousia) [6] Ideerne bliver hos Platon erkendt ved et slags syn, man skuer ideerne (idé: af idein, at se)[7]. Denne skuen af ideerne, som er fornuftens mål, optræder i dialogen, der forudsætter fødselshjælp, jordmoderkunst eller maieutik[8] Ideerne er "urbilledet" (paradeigma) for alle ting. De er uforanderlige og før enkelttingene (universale ante rem) der kun har del i disse (gr. methexis). Kun disse ideer er i ordets egentlige forstand værende. De synlige enkeltting er kun mere eller mindre fuldkomne efterligninger eller afbildninger af ideerne. Enkelttingene opstår, forandrer sig og forgår; deres sted er mellem væren og ikke-væren.

Platons opfattelse af almenbegrebet er bl.a. en reaktion på Heraklit, som formulerede, at man kan ikke bade i den samme flod to gange. Heraklit understreger her de modsætninger som rum-tidslige fænomener indeholder, verden er ikke stabil og entydig, men udgøres af en bevægelses proces; en permanent forandring (oldgræsk: "Panta rei" = "alting flyder").

Heraklits værker kendes i dag kun i brudstykker, men hans tanker blev i Platons samtid taget op af Kratylos, der endte i den radikale erkendelse af, at fænomener ikke kan genidentificeres og når ud i det absurde med sin påstand om, at hvis ingen genstand kan identificeres igen, er det også umuligt for genstande at være underlagt en permanent forandring. Platons kritik retter sig også især mod Kratylos, og han understreger at mennesket intellektuelt kan genkende floden, da floden som form og idé altid forbliver den samme. Han sætter et skarpt skel mellem den sanselige/fysiske verden og intellektets/ideernes verden; kun den sidste kan man have viden om, og derfor er den den sande verden. Med dette skarpe skel indleder/muliggør Platon den tusindårige strid om universalerne.

Platons begrebsrealisme er dog ikke bare en teori om begrebernes stilling, i den har en stærk æstetisk og etisk dimension. De højeste ideer er sande, skønne og gode, og det er klart, at man for at finde sande svar, må have indblik i ideernes verden. Derfor bliver fornuften den langt vigtigste kapacitet. Fornuft er således både dén evne der skiller mennesket fra dyrene og desuden den specifikt moralske evne. Idéernes verden det ophøjede rige, mens fænomenerne er nedrige kopier af disse. Fx er hestens idé det samme som den perfekte hest, som alle specifikke heste kun kan håbe at nærme sig. Hos Platon er den materielle verden en afspejling af den ideelle, som er den mest virkelige.

For Platon er den metafysiske hoveddiskussion spørgsmålet om almenbegrebets (ideens) forhold til fænomenerne eller tingene.

<Tysk wikipedia: Idélæren er det moderne udtryk for den filosofiske opfattelse, der går tilbage til Platon (428/427-348/347 f.Kr.), ifølge hvilken ideer eksisterer som uafhængige enheder og er ontologisk overlegne i forhold til objekternes rige, der kan opfattes af sanserne. Sådanne ideer kaldes "platoniske ideer" for at skelne dem fra moderne brug, hvor "ideer" er ideer, tanker eller vejledende principper. Andre filosoffers teorier omtales også af udtrykket "idélære", men henvisningen til Platon og platonisme er langt den mest almindelige brug af udtrykket.

Platoniske ideer er for eksempel "det smukke i sig selv", "det retfærdige i sig selv", "cirklen i sig selv" eller "mennesket i sig selv". Ifølge idélæren er ideer ikke blot ideer i det menneskelige sind, men en objektiv metafysisk virkelighed. Ideerne, ikke genstandene for sanseoplevelse, repræsenterer den faktiske virkelighed. De er perfekte og uforanderlige. Som arketyper – afgørende mønstre – af de enkelte forbigående sanseobjekter er de forudsætningen for deres eksistens. Platons idéopfattelse står således i polær kontrast til den opfattelse, at individuelle ting udgør hele virkeligheden, og at der bag de generelle begreber ikke er andet end behovet for at konstruere ordenskategorier til klassificering af fænomener.>

Om sine tidlige og lidt senere skrifter har Platon relativeret sin position i de senere skrifter ("Parmenides") og henvist til problemer i idélæren.[9]


kritiserede Sokrates overfladisk fysisk kærlighed, eros og forsvarede den åndelige kærlighed (se platonisk kærlighed). Den unge Alkibiades lovpriser i Symposion Sokrates: For selv om han er grim, besidder han indre skønhed.

Sjæl og legeme[redigér | rediger kildetekst]

For Platon er sjælen menneskets centrum. Mennesket er sjælen, som er bærer af tanker og følelser.[10] Sjælen indeholder imidlertid modstridende kræfter. Platon sammenligner den med en kusk og to heste, en hvid og en sort. Kusken er fornuften og viljen, der forsøger at styre de to heste. Den hvide hest stræber opad mod ideernes verden, mens den sorte hest stræber nedad mod det sanselige og det jordiske. Hvis kusken er i stand til at tøjle den sorte hest og dermed kan kontrollere de jordiske begær og lidenskaber, kan sjælen få et glimt af den guddommelige verden, hvor de evige ideer findes.[11]

Hos Platon er der en tydelig dualisme mellem sjæl og legeme. Sjælen er noget andet og noget højere end det fysiske legeme. Den er beslægtet med ideerne, og den er i stand til at erkende og opnå ideernes evige rige. Legemet er derimod noget lavere, som trækker mennesket nedad. Det er legemet og dens begær, der giver anledning til krige og kampe. Dualismen fremgår endvidere af, at sjælen er udødelig, mens legemet er dødeligt. Legemet går til grunde ved døden, mens sjælen lever videre.[12]

Platon har med sin tanke om sjælens udødelighed udøvet en stor og langvarig virkning på vestlig filosofi. En af Platons argumenter for sjælens udødelighed er den erindring om noget evigt og varigt, som han mener ethvert menneske er født med.[13]

Etik[redigér | rediger kildetekst]

Erkendelsen spiller også en afgørende rolle i Platons etik. Det er her en grundlæggende tanke, at den, der virkelig har erkendt, hvad det gode er, også vil gøre det. Omvendt skyldes menneskets onde gerninger uvidenhed. Som følge heraf går vejen til en etisk livsførelse gennem en forbedret erkendelse.[14]

Den erkendelse, som Platon taler om, er ikke det, man almindeligvis forstår som erkendelse. Det er en erkendelse, som finder sted dybt i sjælen. Erkendelsen sker uden for alle ord, for den lever ikke i formuleringer, men i sjælens inderste, hvor sandheden berører sjælen.[15]

Politisk filosofi[redigér | rediger kildetekst]

Politisk brugte han sit verdensbillede til at forklare sin idealstat som beskrevet i hans hovedværk Staten[16]. Her skitserer Platon, hvad der formentlig er den første utopi og politiske filosofi.

Fordi det gode også er det sande, og fordi sandhed ikke er et spørgsmål om mening (doxa), men om viden, bør staten ledes af filosoffer. Denne elitære tankegang er direkte vendt mod demokratiet, som Platon hadede (det var Athens demokrati, der dømte Sokrates til døden). Som et billede på demokratiet bruger Platon en båd, hvis besætning har begået mytteri og sejler hid og did — uvidende om farerne.

Efter Sokrates død søgte Platon at finde en metode til at finde de bedste og klogeste, sikre dem gode vilkår og overbevise dem om at regere. Den fremgangsmåde, han når frem til, er familiefjendsk: børnene skal tages fra deres forældre og opdrages af staten. Først skal de trænes fysisk med gymnastik og sport. Så bliver de sunde, så lægekunst bliver overflødig. De skal lære musik med harmoni og rytme. De skal være troende, og de skal lære filosofi. De skal igennem duelighedsprøver for at frasortere dem, er ikke egner sig til statsledelse. Fra deres 30. år skal de i fem år oplæres i idélære, og så skal de i 15 år leve i samfundet, opleve nederlag og hårdt arbejde. De er som 50-årige endelig klar til at deltage i statsstyret. Men de må ikke have ejendom, ikke have hustruer, men kvindefællesskab, da der skal være streng eugenik med al børneavl. Hele ordningen skal sikres i form af en lille gruppe statsvogtere, en større klasse af krigere og hjælpekræfter og en stor klasse af købmænd, håndværkere og landmænd. Således var Platons alternativ til den athenske demokrati.

Kong Dionysos af Syrakus inviterede Platon til at afprøve sine ideer, men da kongen opdagede, at han enten skulle blive filosof på Platons betingelser eller opgive sin herskerstilling, solgte han Platon som slave[kilde mangler].

Idéhistorisk betydning[redigér | rediger kildetekst]

Alfred North Whitehead (1861-1947) skrev i Process and Reality fra 1929 at: "Den sikreste generelle karakteristik af Europas filosofiske tradition er, at den består af en række fodnoter til Platon". Med andre ord: Det er næsten umuligt at overvurdere Platons betydning i et idéhistorisk perspektiv.

Aristoteles udvikler sin filosofi under dyb indflydelse af – og som en kritik af Platons system. Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) står ligeledes i betydelig gæld til Platon, og der findes mange andre. I nyere tid har Karl Popper udviklet en metafysisk teori, der minder meget om Platons, idet den opererer med tre slags eksisterende ting (fysiske ting, bevidstheder og begreber).

I Danmark[redigér | rediger kildetekst]

Platons filosofi har haft en betydningsfuld indflydelse på tanken i Danmark, især gennem historien. I løbet af 18. og 19. århundrede blev idealistiske filosofiske retninger populære i Europa, og Platons tanker om idéverdenen og det absolutte fandt genklang i danske intellektuelle kredse[17]. Den danske filosof Søren Kierkegaard blev, selv om han kritiserede idealismen, også påvirket af Platons tænkning[18].

Der undervises stadig i Platon på danske universiteter. I 2018 udgav den danske fagfilosof Anne Marie Eggert Olsen bogen At forandre verden om Platons politiske filosofi[19].


Digte og sange[redigér | rediger kildetekst]

I tilslutning til de historiske romaner skrev Ingemann digtkredsen Holger Danske (1837). Allerede tidligt i sit forfatterskab havde han udvist en interesse for sagnhelten Holger Danske, som vil vågne op og hjælpe, når Danmark kommer i nød, således som det er beskrevet i de gamle folkesagn. I digtkredsen beskrives Danmarks fødsel, fremgang, fald og genopvækkelse, idet Holger Danske er den centrale skikkelse. I Holger Danske-skikkelsen har Ingemann forsøgt at personificere den danske folkeånd.[20] Fra denne digtkreds stammer sangen I alle de riger og lande.

Tit er jeg glad, og vil dog gerne græde Vift stolt på Codans bølge På Sjølunds fagre sletter I sne stårurt og busk i skjul Stork! stork! langeben! Storken sidder på bondens tag

Forfatterskab[redigér | rediger kildetekst]

Omkring år nul delte Thrasyllos Platons skrifter op i ni tetralogier (sæt af fire). ((1) markerer, at der ikke er enighed blandt forskerne om, hvorvidt den pågældende dialog virkelig er skrevet af Platon, mens (2) betyder, at dialogen afgjort er uægte.)

  1. Euthyphron, Sokrates' forsvarstale, Kriton, Phaidon
  2. Kratylos, Theaitetos, Sofisten, Politikos
  3. Parmenides, Philebos, Symposion, Phaidros
  4. Alkibiades I (1), Alkibiades II (2), Hipparchos (2), Elskerne (2)
  5. Theages (2), Charmides, Laches, Lysis
  6. Euthydemos, Protagoras, Gorgias, Menon
  7. Hippias Maior (1), Hippias Minor, Ion, Menexenos
  8. Kleitophon (1), Staten, Timaios, Kritias
  9. Minos (2), Lovene, Epinomis (2), Brevene (1)

Ikke talt med i tetralogierne: Definitioner (2), Axiochos (2), Om retfærdigheden (2), Om dyden (2), Demodokos (2), Sisyphos (2), Eryxias (2)

Kritikere af Platon[redigér | rediger kildetekst]

Aristoteles: Selvom Aristoteles var en af Platons elever, havde han også betydelige uoverensstemmelser med sin læremester. Aristoteles kritiserede især Platons teori om idéer og mente, at virkeligheden ikke kunne opdeles på samme måde som Platon foreslog[21]. Aristoteles' empiriske tilgang og fokus på konkret observation stod i kontrast til Platons mere abstrakte og idealistiske tilgang.

Friedrich Nietzsche: Filosoffen Friedrich Nietzsche kritiserede Platons filosofi som værende livsfornægtende og hævdede, at Platon bidrog til at skabe en dualisme mellem den åndelige og den materielle verden, som Nietzsche mente var skadelig for menneskets livsfulde udfoldelse[22].

Martin Heidegger: Martin Heidegger, en tysk eksistentiel filosof, kritiserede Platons metafysiske opdeling mellem idéverdenen og den materielle verden. Han mente, at Platons dualisme var en kilde til vestlig metafysik, som han selv forsøgte at overvinde gennem sin ontologi.

Alfred North Whitehead: Whitehead, en filosof og matematiker, kritiserede Platons indflydelse på vestlig filosofi og videnskab. Han argumenterede for, at Platons tendens til at betragte verden som bestående af faste, uforanderlige idéer havde skabt en begrænset opfattelse af virkeligheden.

Karl Popper: Karl Poppers kritik af Platon, som han udtrykte i sit værk The Open Society and Its Enemies, omhandlede flere aspekter af Platons filosofi[23]. Popper udtrykte bekymring for Platons politiske ideer, især dem præsenteret i Staten, og påpegede, at de indeholdt totalitære elementer. Han var særligt kritisk over for Platons vision om et samfund baseret på en hierarkisk struktur ledet af en filosofkonge, og han anså dette for at udgøre en trussel mod individets frihed og et åbent samfund.

Popper kritiserede også Platons syn på foreningen af teori og praksis, hvilket ifølge Platon betød, at filosoffer skulle være herskere[23]. Popper advarede imod denne forening, da han mente, at det kunne føre til undertrykkelse og intolerance over for alternative synspunkter.

En anden væsentlig del af Poppers kritik var rettet mod Platons essentialistiske syn på ideer og hans tro på faste samfundsstrukturer. Popper argumenterede for en mere åben og dynamisk opfattelse af samfundet, hvor forandringer og forbedringer kunne finde sted gennem kritik og reform.

Endelig udfordrede Popper Platons idé om, at filosoffer kunne opnå fuldstændig vished og kendskab til de sande former eller ideer. Han argumenterede for, at vores viden altid er begrænset og ufuldstændig, og at filosoffer bør være åbne for at revidere deres synspunkter baseret på kritik og erfaring[23].

Samlet set var Poppers kritik rettet mod Platons politiske autoritarisme, essentialisme og opfattelse af filosofisk vished. Popper argumenterede for en mere åben og kritisk tilgang til samfundet og viden.

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Søsterprojekter med yderligere information:

Platons elever[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur om Platon[redigér | rediger kildetekst]

  • Annas, Julia (2009). Plato. Sterling Publishing Company,
  • Brisson, Luc. "Présupposés et conséquences d'une interprétation ésotériste de Platon." Les études philosophiques4 (1993): 475-495.
  • Des Places, Édouard. "La théologie de Platon." Études platoniciennes, 1929-1979. Brill, 1981. 160-165.
  • Friedlander, Paul (2015). Plato: An Introduction (Vol. 738). Princeton University Press
  • Gonzalez, Francisco J. "Plato's Myths." (2011): 171-174.
  • Hartnack, Justus (1969): Filosofiens historie. Gyldendal.
  • Høystad, Ole Martin: Sjælens historie. Fra antikken til vores tid. Gyldendal. ISBN 978-87-02-23193-9
  • Irwin, T. H. (2011): The Platonic Corpus. I: Fine, G. (red.): The Oxford Handbook of Plato. Oxford University Press.
  • Klindt-Jensen, Henrik (1993). “Fra prægning til deltagelse hos Platon”. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (20), 65–86.
  • Kierkegaard, Søren: "Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates" (A. B. Drachmann, J. L. Heiberg og H. O. Lange (red): Søren Kierkegaard Samlede værker, bind 1; 1841 (her anvendt 3. udgave, 3. oplag: Gyldendalske Boghandel, København 1982; ISBN 87-00-45143-6)
  • Arnaud Macé, Platon, Philosophie de l'agir et du pâtir, Academia Verlag, 2006.
  • Nielsen, Henrik Krog (2000): “Den esoteriske Platon”. Forlaget Levende Visdom
  • Olsen, Anne-Marie Eggert (2018). “At forandre verden”. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
  • Penner, T. (1992): Socrates and the early Dialogues. I: Kraut, R. (red.) Cambridge Companion to Platon. Cambridge University Press.
  • Religionen i krise 1. Berlingske Forlag 1980. Redigeret af H.C. Wind. ISBN 87-19-01355-8
  • Sløk, Johannes (1998): De store tænkere - Platon. Munksgaardd - Rosinante. ISBN 87-16-16176-9
  • Sløk, Johannes (2016 (1960)): Platon. Lindhardt og Ringhof. E-bogsudgave. ISBN 978-87-11-62399-2
  • Taylor, A. E. (2013). Plato: The Man and His Work (RLE: Plato). Routledge.
  • White, Nicholas P. Plato on knowledge and reality. Hackett Publishing, 1976.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ T. Penner: Socrates and the early dialogues, s. 121. Se også T. Irwin: The Platonic Corpus, s. 77–85.
  2. ^ Bloch, David: Sokrates 'respekt' for Protagoras Arkiveret 21. oktober 2013 hos Wayback Machine Aegis 11,2
  3. ^ Religionen i krise 1, s. 122.
  4. ^ Religionen i krise 1, s.122.
  5. ^ Justus Hartnack: Filosofiens historie, s. 20-21.
  6. ^ Om tingens form: eidos) eller væsen (ousia)(tysk), se Ontologi (filosofi)).
  7. ^ Schanz, s. 33ø
  8. ^ Maieutik, jordmoderkunst: Sokrates' pædagogiske spørgemetode. (Jævnfør også hos Kierkegaard , "... jordemoder- ... --- …al sand hjælpen begynder med en Ydmygelse; hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaa, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste men den taalmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og ikke at forstaa hvad den Anden forstaar (1, s. 97) – pdf-fil (Webside ikke længere tilgængelig)Mäeutik (tysk)
  9. ^ Problemer i idelæren :"[Platon har] ... selv gennemspillet alle indvendinger imod idélæren, men ikke opstillet alternativer, som først kom med Aristoteles. ..." Schanz 2001/2005 s. 38 (afsnit om Aristoteles)
  10. ^ Ole Martin Høystad: Sjælens historie, s. 42-43.
  11. ^ Ole Martin Høystad: Sjælens historie, s. 45.
  12. ^ Ole Martin Høystad: Sjælens historie, s. 45-47.
  13. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 66.
  14. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 64.
  15. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 66.
  16. ^ Olsen 2018
  17. ^ Den danske idealisme”, Af Carl Henrik Koch, Lindhardt og Ringhoff, 2004
  18. ^ Kierkegaard 1982
  19. ^ Olsen 2018
  20. ^ Dansk litteraturhistorie, bind 2, s. 206-09.
  21. ^ Aristoteles 2021
  22. ^ Nietzsche 2014
  23. ^ a b c Popper 1945