Wikipedia:Ugens artikel/Uge 5, 2024

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Carl Nielsen komponerede sin 5. symfoni i 1920-1922.

Symfoni nr. 5, opus 50, FS 97, er en symfoni komponeret af den danske komponist Carl Nielsen mellem 1920 og 1922. Den blev første gang opført i København den 24. januar 1922 under ledelse af komponisten. Den har i lighed med symfoni nr. 1 ikke nogen undertitel.

Den femte symfoni har en usædvanlig struktur, der består af to satser i stedet for de almindelige tre eller fire. Den er skrevet i et moderne musiksprog og trækker på temaet konflikt og modstand. Med kompositionstidspunktet kort efter første verdenskrig beskrives den også som indeholdende elementer af krigsførelse.

Det vides ikke præcist, hvad der inspirerede Nielsen til at skrive sin femte symfoni, eller hvornår han begyndte at skrive den, men det er den almindelige opfattelse, at første sats er komponeret i Humlebæk i vinteren og foråret 1921. I slutningen af juli flyttede han til en vens hjem på Damgaard for at komponere kantaten Fynsk Foraar og kunne derfor først genoptage arbejdet med symfoniens anden sats i september, da han kunne tage fri fra sit dirigentarbejde i Gøteborg.

Hele symfonien blev færdig den 15. januar 1922. Han dedikerede værket til sine venner Vera og Carl Johan Michaelsen. Premieren fandt sted kun ni dage senere, efter utilstrækkelig øvetid, dirigeret af komponisten selv i Musikforeningen i København. (Læs mere..)